En af verdens største og mest toneangivende webshops for mode og skønhed, ASOS, vækker stor opsigt med deres nyeste påhit: en top til mænd.

Toppen har affødt meget blandede reaktioner på sociale medier og er især en torn i øjet på macho-typer, skriver flere medier, blandt andet The Independent.

Men faktisk er det slet ikke Asos, der har opfundet konceptet med toppe til mænd.

Som man kan se på billedet herunder, var Will Smith ikke bange for at trække i en top i tv-serien 'Fresh Prince of Bel-Air', da beklædningsgenstanden faktisk var på mode i 90'erne.

Will Smith i en smart 90'er-top.
Will Smith i en smart 90'er-top.
Vis mere

I de seneste år er flere markante idoler blevet set i mandetoppe, blandt andre NFL-superstjernen Ezekiel Elliott og rapperen Kid Cudi.

Ifølge Metro er mandetoppen en måde for mænd at være sexede på, fordi det ikke handler så meget om at skjule brystet, men derimod at kunne vise mavemusklerne frem uden at skulle rende rundt i bar overkrop.

ASOS' mandetop, der koster 87 kroner, har været udsolgt i en periode, sandsynligvis som følge af den heftige medieomtale, men er nu tilbage på tøjgigantens lager i Barnsley, England.

Dog er den allerede ved at være udsolgt igen, oplyser ASOS, så man skal skynde sig, hvis man vil have fingrene i en i denne omgang.

ASOS finder med jævne mellemrum vej til alverdens medier på grund af vovet, mærkeligt eller direkte bizart tøj.

I januar lancerede de eksempelvis et par bukser, som ikke just er designet til at holde vintervarmen i.

Firmaet er i det hele taget ikke bange for menneskekroppen, og tidligere i sommer blev ASOS hyldet for at bruge en naturlig model i stedet for en ultra slank model, da de skulle lancere en ny kjole.

LÆS OGSÅ: Handler du også hos ASOS? Nu fortæller tidligere ansatte om horrible arbejdsforhold på lageret.

(PR-foto/ASOS)
(PR-foto/ASOS)
Vis mere