Bumser, der presses, og bylder, der eksploderer, hitter stort på det social medie Tik Tok.

Den kinesiske mobilapp, der også er ved at vinde indpas i Danmark, tilbyder brugerne at lave korte videoer af dem selv med populær underlægningsmusik.

Videoerne kan tilføres en række forskellige effekter og filtre, inden de sendes ud til en større eller mindre skare af følgere.

I jagten på likes og delinger tages alle midler i brug, og en af de mere ekstreme ting, der hitter på det sociale medie, er videoer, hvor bumser og cyster bliver fjernet, skriver The Sun.

Folk lægger grusomme videoer op af sig selv, hvor de presser bumser på deres venner eller sig selv foran spejlet.

For nogen er det frastødende at se på, når hvid-gul betændelse presses ud af kroppen, men nogen får en sær nydelse af at se hud der bliver renset for filipenser.  De største bumseprofiler har flere hundrede tusinder følgere.

Nogle af videoerne er bare almindeligt ulækre videoer af hudorme og bumser, der bliver presset med den gode gamle tofinger-metode, mens andre videoer er deciderede opkastfremkaldende videoer af store betændte bylder, der bliver fjernet.

I de mest ekstreme videoer bliver nåle, skrabere og masker taget i anvendelse i det, der minder om kirurgiske indgreb.