Modeeksperten og DR-værten Chris Pedersen blev udsat for et verbalt overfald, da han hyggede sig på en bar med sine venner. Hans vrede opslag om episoden på Facebook er blevet 'liket' mere end 1.000 gange.

'Bare fuck dig for at mene, at du har ret til at ødelægge min aften. Bare fordi du kan. Fuck dig,' skriver Chris Pedersen blandt andet i sit opslag på Facebook.

Opslaget er skrevet, fordi værten, der er kendt fra programmerne 'Moderedaktørens Dagbog, 'De Forfængelige' og 'Afrika er det nye sort', var på baren Palæ Bar i indre København. Her sad han sammen med en flok venner, da han blev antastet af en mand på baren.

Han sagde til Chris Pedersen, at han var en 'meget feminin mand' og 'homo', og til værtens egen fortrydelse, begyndte han en ordveksling med manden. Han sagde blandt andet, at Chris Pedersen var meget feminin, at det var hans bar, og at værten ikke hørte til der.

'Han var så rædsom at høre på, at jeg forsøgte at skærme mine venner fra ham, fordi jeg ikke orkede en diskussion omkring bordet omkring mig som homo og ham som ikke homo. Og hvordan vi adskilte os fra hinanden.'

Chris Pedersen fortæller, hvordan han havde haft en virkelig dejlig aften, og at manden blev ved med at konfrontere ham. Hans venner prøvede at stoppe manden, men Chris Pedersen endte med at tage hjem fra baren og tænkte på alle de ting, han ikke fik sagt, men gerne ville have sagt.

'Fuck dig for at få mig til at føle mig udenfor. Fuck dig for at ødelægge min aften. Fuck dig for at føle, at du ejer mit sted. Fuck dig for at få mig til at føle, at jeg ikke hører til på din bar. I min by.'

Copenhagen Pride løber af stablen denne weekend, og værten slutter af med at konkludere, at der stadig er meget at kæmpe for.

'Men tak for at minde mig om, hvorfor jeg skal til Copenhagen Pride (official) på lørdag. Fordi der er så mange af 'dig' derude stadigvæk. At der stadigvæk er så meget at kæmpe for. Mest af alt. Fuck dig.'