Jon Venus har i mange år været et forbillede for veganere verden over og følges af over 210.000 på Instagram.

Men nu har han chokeret adskillige af sine fans med en video på YouTube, som har fået mange vrede kommentarer.

I videoen bedyrer den amerikanske trænings- og kostvejleder nemlig, at han ikke længere er veganer.

»Jeg er her for at fortælle om mit nye livsstilsvalg og komme med nogle perspektiver, siger Jon Venus i YouTube-videoen, som han kort og godt har kaldt 'Jeg er ikke længere veganer'.

Den 29-årige amerikaner fortæller, at det var en begivenhed for to år siden, som fik ham til at overveje sin veganske livsstil.

Her blev Jon Venus nemlig far.

»Jeg siger ikke, det er forkert (at være veganer, red.). Det, jeg siger, er, at det er let ikke at sætte spørgsmålstegn ved ting og ikke at se tingene fra forskellige sider og perspektiver,« siger Jon Venus i videoen og fortsætter:

»Når jeg ikke føler mig tryg ved, at mit barn vokser op som veganer, kan jeg ikke selv fortsætte den livsstil.«

Videoen er blevet set over 100.000 gange, siden Jon Venus lagde den op 8. juni.

Især én kommentar fra den kendte - nu tidligere - veganer har fået folk til at rase i kommentarfeltet.

Jon Venus nævner således, at han vil fortsætte med at arbejde som personlig træner og kostvejleder for veganere.

'Jeg er forvirret. Du vil stadig vejlede andre om vegansk kost, men anbefaler det ikke længere selv, fordi du påstår det ikke er optimalt?,' skriver en bruger.

I kommentarfeltet efterlyser mange brugere et ordentligt svar på, hvorfor Jon Venus nu ikke længere er veganer.