Selvom det unægteligt er noget af charmen ved Roskilde Festival at kunne gå rundt med fedtet hår og beskidte bukser uden at blive dømt, så behøver man jo ikke at være decideret klam.

B.T. giver dig her otte tips til at blive mindre ulækker:

  • Klip neglene ned

Dine fingre er et vigtig værktøj på Roskilde Festival.

Lige fra hyggefinger i et iglotelt til en langemand i fadølskruset, når du bærer fire med én hånd for at hente til vennerne.

Men mens du sjældent støder på varmt vand og sæbe på Roskilde Festival, kan du selv gøre meget ved at klippe neglene ned, så de ikke gemmer på alskens bakterier.

Og nej, lange negle er ikke renere, blot fordi skidtet er skjult bag neglelak, eller fordi neglen er kunstig.

  • Hold dig fra badesøen

Det er fristende at svale sig i badesøen for at skylle skidtet af kroppen. Men husk, at alt dette skidt jo ender et sted.

I 2010 blev søen f.eks. lukket af myndighederne, fordi en prøve viste, at den var fyldt med pis, lort og alt for mange kolibakterier.

Badesøen på Roskilde Festival blev lukket i 2010, fordi den var fyldt med kolibakterier.
Badesøen på Roskilde Festival blev lukket i 2010, fordi den var fyldt med kolibakterier.
Vis mere

  • Vælg din partner med omhu

Og hvis søen kan blive SÅ ulækker af, at festivalgæster har badet i den, må det betyde, at folk er virkelig klamme.

Så hvis du absolut ikke kan lade liderligheden blive derhjemme, så vælg din partner med omhu.

Du kan f.eks. tjekke, om vedkommende har klippet sine negle ned.

Og brug for guds skyld kondom - af flere årsager.

Vælg din partner med omhu, hvis du skal score på festival.
Vælg din partner med omhu, hvis du skal score på festival. Foto: Kristian Brasen
Vis mere

  • Vask håret hos frisøren

Der er ikke meget luksus over Roskilde Festival, men ønsker du alligevel en smule spa-stemning uden at gå all in, så tag til frisøren inde i Roskilde by.

Her kan du for et beskedent beløb få en hårvask og blive nusset lidt i hovedbunden, mens du kan være heldig at få et afbræk fra festivalens alternative musikprogram og hvile ørerne til lidt populærmusik på P3.

  • Træn lårene til en god squat

Inden festivalen er det en god idé at træne din bas-arm og forberede lægmusklerne på flere dages vandring fra øst til vest til øst. Men også lårene bør trænes op, inden du tager af sted.

Kan du holde en god squat over toilettet, kan du nemlig også holde baglår og numse fri af klamme toiletbrætter.

Retteligt skal det siges, at det formentlig blot er regn på billedet. Men når det kommer til pludseligt opståede søer på Roskilde Festival, så vær altid skeptisk.
Retteligt skal det siges, at det formentlig blot er regn på billedet. Men når det kommer til pludseligt opståede søer på Roskilde Festival, så vær altid skeptisk. Foto: Lars Helsinghof Bæk
Vis mere

  • Hold dig fra hegnet

Det kan være fristende at placere sit telt i udkanten af de afmærkede camping-områder, så man nemt kan finde indgangen og undgå fald over barduner efter en våd Robyn-koncert.

Men husk, at på dag tre bliver kvadratmeterne foran hegnet forvandlet til én stor sø af pis, når mange tissetåre akkumuleres.

  • Spot en kø med kvinder

Bemærk, at vi absolut ikke påstår, at mænd er klammere end kvinder, men vil du undgå at komme ind på et toilet, der har en dunst af dårlig tømmermandsmave, kan det alligevel være en fordel at vælge den toiletkø med færrest mænd i.

En god tommelfingerregel siger nemlig, at hvis en mand blot skulle tisse, så havde han med stor sandsynlighed valgt at droppe køen og gøre det ude ved hegnet.

Toiletrensere på Roskilde Festival.
Toiletrensere på Roskilde Festival. Foto: Kristian Djurhuus
Vis mere

  • Planlæg dine toiletbesøg

Roskilde Festival skiftede sidste år de indelugtende festivaltoiletter ud med træk og slip og en snert af luksus.

Men et toilet er aldrig renere end sin seneste rengøring.

Så du kan med fordel charmere dig ind på de frivillige ved toiletvognene, sondere festivalpladsen og finde ud af, hvornår på dagen de respektive toiletter bliver rengjort.

På den måde ved du altid, hvor det reneste toilet befinder sig, når tissetrangen melder sig.