For 20 år siden lancerede magasin-forlaget Benjamin mandebladet M! - siden papirudgaven lukkede for et par år siden, har brandet levet en hensynende tilværelse online. Det vil en ny ejer forsøge at lave om på.

Engang var det de danske drengerøves bibel på glittet papir, men de seneste år har det levet en hensynende tilværelse på nettet.

Nu har nye ejere imidlertid overtaget rettighederne til brandet M!, og de overvejer nu en genoplivning af det gamle magasin.

Da forlaget Benjamin for 20 år siden lancerede det glittede magasin, M!, med letpåklædte kendis-kvinder på forsiden, blev det med det samme et hit blandt unge mænd i landets bladkiosker.

Magasinet var en fordansket udgave af For Him Magazine (FHM) fra England, og var på mange måder ‘internettet før internettet’ med jokes, skøre historier og masser af bar hud.

Da gassen gik af magasinmarkedet, generelt, fes luften også ud af drengerøvsbladet, men nu er der altså muligvis et opsigtsvækkende comeback på vej.

Stumperne af det engang så succesfulde magasin - et mindre site på nettet og selve brandet M! - bliver nu overtaget af det digitale site Connery.dk, der begyndte som en ren online-forretning - og dengang en helt ubetydelig konkurrent til M!.

Nu har den digitale lillebror spist datidens storebror.

»Det føles ret vildt,« siger direktør og medejer af Connery, Mikkel Møller Vermeulen.

»Vi har købt det, fordi det giver os mulighed for at komme bredere ud til unge mænd. Og fordi vi ser nogle muligheder i brandet, som ikke blev forløst,« siger han.

En af mulighederne, han hentyder til, er et bredere fokus på underholdning og livsstil - men uden at fjerne M!s kendetegn - sexede og afklædte babes.

Muligheden for en genoplivning af M! på print overvejes ‘kraftigt’ af de nye ejere, der overvejer både en fremtid som betalingsmagasin og gratismagasin. Frekvensen, der kigges mest på, er en kvartalsvis udgivelse.

Talrige er de kendte danske kvinder, der har smidt kludene for at vride sig sexet på en, i dansk sammenhæng, legendarisk magasinforside. Herunder Maria Hirse, Camilla Martin og Nikita Klæstrup.

»Det er en gammel drøm for os at overtage M! Vi er vilde med det, og vi vil - trods ændringer - føre det videre i den gamle ånd. Vi ødelægger ikke M!,« lover Mikkel Møller Vermeulen.

Fortiden på forsiden

Vi har talt med nogle af de tidligere M!-babes om deres oplevelser på den glittede forside.

Mascha Vang

»Jeg har altid syntes, det var dejligt at være på forsiden. Jeg har været pinup-model i mange år. Min første serie nogensinde var faktisk i M!, og det var også min sidste.«

»Forsiderne har betydet meget for mig, det var en sjov og god periode, som jeg kun husker godt tilbage på. Jeg var Danmarks mest sexede person blandt andet.«

»Jeg valgte at være pinupmodel, fordi jeg syntes, man lavede nogle flotte billeder.«

»Når jeg i dag ser forsiden fra 2014, synes jeg, den er rigtig fin. Jeg vil altid være glad for den serie, fordi den er rolig, pæn og har en dejlig stemning. Jeg har ikke fortrudt noget af det, jeg elskede det.«

»Det er ikke umiddelbart noget, jeg ville gøre igen, men jeg synes, det er nogle flotte billeder, og jeg vil altid være glad og stolt over de forsider, jeg har lavet. Men nu er jeg bare et andet sted i mit liv, hvor andre ting er sjovere.«

Mascha Vang forside
Mascha Vang forside
Vis mere

Mai-Britt Vingsøe

»Jeg ville egentlig ikke, men blev 'beordret' af TV3, hvor jeg var vært på det tidspunkt. Jeg købte ikke selv magasinet, men kendte godt forsiden og havde set de letpåklædte damer.«

»Jeg fortryder ikke, jeg har været med, fordi det var nogenlunde sobre billeder. Men jeg kunne slet ikke kende mig selv. Det var blevet photoshoppet ind i helvede. Jeg tror, at det eneste, der var originalt, var min hår- og hudfarve. Mine øjne var farvet mere grønne, og mine bryster blev næsten forstørret til det dobbelte. Det var lidt ærgerligt, for det skaber en falsk virkelighed.«

»Jeg synes da, det var meget sjovt at se billederne, jeg var jo 29 år, og det var jo stadig en kompliment på en eller anden måde. Så mere hellig er jeg ikke. Jeg var da lidt beæret over, at jeg var pæn nok til at være på forsiden på et mandeblad.«

»Jeg kunne ikke finde på at stille op igen, det vil jeg lade de unge med stram hud gøre.«

»Men jeg ville ikke fraråde mine børn at stille op, hvis der en dag skulle komme et M! igen.«

Mai-Britt Vingsøe forside
Mai-Britt Vingsøe forside
Vis mere

Saseline Sørensen

»Jeg var måske 16 år første gang, jeg var på forsiden af M!, og det var sammen med min søster. Det var første gang, vi lavede billeder, hvor vi var en lille smule mere afklædte. Vi viste ben på den forside, og det var jo mere, end man plejede dengang.«

»Det var ikke grænseoverskridende, for vi gjorde det på vores egne præmisser.«

»Dengang kom vi med på en eller anden topliste med de lækreste i Danmark. Og jeg var jo stadig en teenager, så det var jo meget fedt, helt vildt og en stor oplevelse.«

»Vi fik lov at være lidt mere kvindelige, drengene fik lov at se os på en anden måde. Og vi fik lov til at se nogle lækre billeder af os selv.«

»Jeg har lavet sådan nogle billeder siden, men ikke til tryk, fordi de var mere afklædte. Jeg er mor til to nu, og kan sagtens lægge bikini-billeder op på Instagram, men jeg tror ikke, jeg kunne finde på at gøre noget lignende som M! igen.«

Saseline Sørensen forside
Saseline Sørensen forside
Vis mere

Annette Heick

»Min far syntes, at det var slemt, for man kunne se en lille smule af min ene brystvorte. Det vakte uro, men jeg grinede bare af det.«

»De havde redigeret mine pupiller større, og jeg kan huske, at jeg håbede, at folk ikke tænkte, jeg var på stoffer.«

»Billederne blev ved en tilfældighed taget på Skjoldenæsholm, hvor jeg skulle giftes med min mand få måneder siden. De var flotte, og jeg var meget glad for dem. Det er jeg også i dag, og jeg fortryder ingenting omkring dem.«

»Det var et blad med vind i sejlene, og jeg valgte at være med, fordi jeg længe bare var 'Mini-Heick', hende der var datter til Keld og Hilda. Det ry ville jeg gerne ud af.«

»Jeg har gemt bladet i en kasse med gamle udklip. Min mand siger, at han elsker den billedserie, men jeg taler ikke om det med min far. Han  gider ikke.«

»Jeg kunne ikke finde på at få taget billederne igen. Dengang var det en strategi om at placere mig selv på kortet.«

Anette Heick forside
Anette Heick forside
Vis mere

Ida Corr

»Da jeg var på forsiden, var M! et af de blade, man gerne ville være på forsiden af, fordi man kunne være sexet, uden det var for meget. Jeg synes, det var rigtig, rigtig sjovt, men selvfølgelig også lidt grænseoverskridende.«

»Jeg valgte at komme på forsiden, fordi mit ry på det her tidspunkt var meget sødt og poleret, og jeg kunne godt tænke mig at udfordre det lidt. Jeg havde lidt lyst til at være sexet - det tror jeg, alle kvinder har nogle gange.«

»Det er ikke noget, jeg ville gøre igen, nu er det flueben sat.«

»Jeg fortryder overhovedet ikke, slet ikke. Jeg synes, det er dejligt og sjovt at have gemt billederne, som jeg kan se på igen, når jeg bliver 60-70 år.«

»Jeg bestemte stort set selv, hvor meget tøj jeg skulle have på, og hvordan jeg stod. Jeg ville blandt andet gerne have håret ned foran mine bryster, det, syntes jeg, var så fint.«

»Da jeg så forsiden første gang, blev jeg lidt genert.«

Ida Corr forside
Ida Corr forside
Vis mere

Tidligere chefredaktør: Det skulle være sexet og sjovt

Utallige kendte kvinder har fået æren af at pryde forsiden af mandebladet M!. Kun dækket af en kæk rubrik og minimal beklædning. Lige fra tidligere elitesportsudøvere, som Camilla Martin og Mikkeline Kierkgaard, til tidens tv-stjerner, som Lise Rønne og Maria Hirse. Men særligt en forside står stærkt i hukommelsen hos Berlingskes nyhedsredaktør Lars Rix, der var chefredaktør på M! i toethalvt år omkring årtusindeskiftet.

»Jeg synes bedst om Ibi Støving. Jeg mener selv, at hun henvendte sig, vi havde et møde og så kørte det hele sådan set af sig selv. Timingen var god, fordi hun netop var blevet kæreste med René Dif. I samme magasin havde vi i øvrigt et interview med Hugh Hefner og en reportage fra The Play Boy Mansion, så timingen med, at Ibi bar en halskæde med en Playboy-bunny, var perfekt. Det var en god klassisk M!-forside,« siger Lars Rix.

Han fortæller, at pigerne aldrig fik penge for at optræde. De skulle gøre det, fordi det var sjovt. Derfor var det også vigtigt at signalere humor på forsiden, forklarer Lars Rix.

»Det skulle være sexet og sjovt. Ligesom med Annette Heick-forsiden. Det, vi lavede, var kæmpestort dengang. Branchen bragede bare frem, og det var ofte pigerne, der henvendte sig til os via deres manager for at være med. Det havde jo en stor effekt, og de fik rigtig meget opmærksomhed på det,« siger han og tilføjer:

»I dag er det hele blevet digitalt. Ligesom M!. Alt det, du fandt i magasinet, kan du finde i massevis online i dag. Det bliver jo også selvsagt Connerys største udfordring.

Ibi Støving forside
Ibi Støving forside
Vis mere