I februar 2017 delte den britiske kvinde Hayley Browning fra Essex et opslag på Facebook med en advarsel og et råd, som kunne redde liv. Det havde nemlig allerede reddet hendes. Nu står 51-årige Jayne Dandy frem og fortæller, at Brownings opslag havde den ønskede effekt for hende.

Rådet, som Hayley Browning delte, var, at man også skal ligge ned, når man tjekker sine bryster for kræftknuder. Hun skrev:

'Jeg håber på, at dette potentielt livreddende råd, bliver delt med flest muligt mennesker. For tre uger siden blev jeg diagnosticeret med brystkræft. Knuden kunne jeg kun føle, da jeg lå ned. Jeg kunne slet ikke mærke den, når jeg stod op. De fleste hjemmesider råder en til at tjekke for knuder i badet, men hvis jeg havde fulgt dette råd, var knuden vokset sig for stor til at blive behandlet. Selv ikke kirurgen kunne mærke knuden, når jeg stod op,' lød budskabet fra Hayley Browning.

Hun delte opslaget med hashtagget #Laidbacklumps.

Opslaget så den nu 51-årige Jayne Dandy fra byen Rixton nærheden af Cheshire, og samme aften fandt hun noget, som hun frygtede var en kræftknude. Frygten blev bekræftet af en læge. Og for at gøre ondt værre, viste det sig, at der var tale om en særdeles aggressiv form for brystkræft. Derfor startede Dandy på et behandlingsforløb, hvor hun blandt andet fik udført en mastektomi (bortopereret et bryst, red.) Og nu har lægerne erklæret hende helt rask.

Det britiske medie Daily Mail har talt med Jayne Dandy om kræftforløbet, og hun mener, at det var skæbnebestemt, at hun så Hayley Brownings opslag på netop den dag.

»Jeg er og vil altid være evigt taknemlig for, at Hayley Browning delte sin historie på Facebook på den skæbnesvangre dag,« siger hun og lægger vægt på, at hun aldrig havde tjekket sig selv på den måde før. Og hun havde formentlig heller aldrig gjort det, hvis det ikke havde været for Brownings opslag.

Hun var lige fyldt 50 år, da hun fandt knuden. Men udviste ingen andre symptomer på kræft, og levede heller ikke en usund livsstil.

Dandy tog selv kontakt til sin 'redningskvinde' for at takke hende for det potentielt livreddende råd. Hayley Browning er lykkelig for, at opslaget har hjulpet en masse kvinder. Ifølge hende selv har omkring 30 kvinder kontaktet hende for at fortælle, at de med hendes råd har fundet en knude i brystet.

Kræftens Bekæmpelse har dette råd, når det kommer til selvundersøgelse af brystet.

'Man bør altid være opmærksom på sin krop og gå til læge, hvis man opdager forandringer. Den bedste metode til at opdage brystkræft er mammografiscreening. Der er ikke videnskabeligt bevis for, at systematisk regelmæssig selvundersøgelse af brystet forbedrer overlevelsen af brystkræft.'

Du kan læse mere om selvundersøgelse på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside ved at klikke her.