»Er det din bil?«

Det spørgsmål fik Frederik Hermansen af en lyshåret dreng, som søndag stod helt opslugt og betragtede hans bil. Og nu beder Frederik om hjælp til at finde frem til vedkommende.

»Jeg var lidt irriteret over den lange kø, da jeg skulle have noget at drikke på Circle K på Nyborg i Svendborg,« indleder Frederik søndagens episode.

Derfor droppede han at slukke tørsten og gik i stedet ud på parkeringspladsen. Og her stod en lyshåret dreng, som var helt opslugt af Frederiks BMW E36 Cabriolet.

»Han spørger, om det er min. Og det siger jeg ja til. Og så tager han en lille BMW, næsten magen til min, op af lommen og siger til mig, at jeg må få den,« fortæller 23-årige Frederik fra Svendborg.

»Er du sikker på det?« spurgte Frederik og fik svaret, at det skulle han, fordi bilen jo er magen til.

Episoden har efterfølgende gjort indtryk på Frederik, og nu vil han altså gerne finde BMW-fanen:

»Da jeg kørte fra tankstationen, blev jeg helt ærgerlig over, at jeg ikke fik noget information på drengen, fordi jeg gerne vil give ham en køretur i bilen. Selvfølgelig med godkendelse fra forældrene,« siger han.

Frederik mener nemlig, at drengen skal have en gestus for sin gavmildhed i form af gaven, men også for sit mod. For det »kræver lidt at gå hen til en fremmed«, som han siger.

Drengen, som Frederik søger:

  • Omkring 10-12 år.
  • Lyshåret.
  • Kom cyklende og bor formentlig i området omkring Nyborgvej i Svendborg.