En af verdens mest sete videoer på sociale medier lige nu viser en svensk pige, der har et ganske uheldigt - og ret morsomt - møde med en flaske champagne.

Videoen har fået millioner af view på sites som Imgur og Reddit, og nu har førende medier som LADbible kontaktet pigen, 18-årige Hilla Abrahamson, for at få rettighederne til videoen, siger hun til B.T.

»Videoen blev faktisk optaget ved min 18-års fødselsdag i sommer, hvor jeg havde inviteret mine venner på brunch. Det var først i forbindelse med nytår, at en slægtning til en af mine venner besluttede at sende videoen til Anders Hemmingsen, og så gik det hurtigt,« siger hun.

»Først begyndte jeg at få followers ud af det blå på Instagram, og så blev jeg kontaktet af Unilad og LADbible, som har bedt om lov til at bringe videoen,« siger Hilla Abrahamson.

Med sin popularitet på internettet er videoen nu fuldstændig ude af kontrol for gymnasieeleven, der også arbejder som model for Sweden Models Agency. Men heldigivis har hun det fint med, at hele verden griner ad hendes uheld.

»Jeg synes bare, det er sjovt. Nogle tager den slags alvorligt, men jeg har det fint med, at folk griner ad mig.«

Hendes familie og venner tager også det hele ret afslappet.

»De synes alle sammen bare, det er sjovt. Min mor er desuden ret glad for, at vi var fornuftige nok til at åbne flasken udenfor,« siger teenageren, der på den måde sparede sin mor for en omfattende omgang rengøring.

Hilla Abrahamsons uheldige møde med en flaske champagne er blevet set af millioner på få dage. (Fotos: Instagram/Privat)
Hilla Abrahamsons uheldige møde med en flaske champagne er blevet set af millioner på få dage. (Fotos: Instagram/Privat)
Vis mere

Og hvis nogen skulle være i tvivl, er det ikke helt uden grund, at den unge model kom galt af sted med champagneflasken.

»Jeg er generelt lidt klodset,« erkender hun.

Hun skal nu forberede sig på at blive en kendt person på sociale medier, og i den forbindelse er der kun én ting, der bekymrer hende.

»Jeg ved ikke, om det er godt at være kendt som hende, der tabte en flaske champagne ud over det hele. Men det er vel altid godt med noget aktivitet på sine profiler,« lyder det nøgternt fra Hilla Abrahamson.