Morgenfriske københavnere får tirsdag mulighed for at få en actionfyldt start på hverdagen efter pinsen.

Tivoli har nemlig valgt at åbne dørene og give gratis rutsjebaneture til alle mellem kl. 7.30 og 9.30, skriver forlystelsesparken i en pressemeddelelse.

Der vil være gratis indgang, så i de to timer er Tivoli altså helt åbent for alle, betalende som ikke-betalende.

»Alle må komme. Vi forventer rigtig, rigtig mange,« siger pressechef i Tivoli Torben Plank til B.T.

Tivoli giver gratis rutschebaneture tirsdag morgen. (Foto: Anders Bøgild/Tivoli)
Tivoli giver gratis rutschebaneture tirsdag morgen. (Foto: Anders Bøgild/Tivoli)
Vis mere

Tivolis skriver i pressemeddelelsen, at den lille happening er lavet for at modvirke københavnernes stress.

»Tivoli er en kæmpe legeplads for børn og voksne, som hver dag får masser af glæde og oplevelser i Haven. Det vil vi gerne gøre endnu flere opmærksomme på,« siger Tivolis salg- og marketingdirektør Michala Svane.

»Derfor giver vi nu alle morgenfriske københavnere og andre gæster i byen mulighed for at blive rusket godt og grundigt igennem i den ikoniske trærutsjebane og få rørt lattermusklerne, inden de skal på arbejde eller i skole.«

»Det kan forhåbentlig give et godt grin og fornyet energi til at klare dagens strabadser.«