Heidi Klum og hendes 18 årige datter, Leni Klum, poserer i undertøj sammen i en ny lingeri-reklame.

Som tidligere Victoria's Secret-model er Heidi Klum ikke uvant med at posere letpåklædt på billeder.

Og da hun i selskab med sin datter stod model for det italienske Intimissimi, var det også under sloganet 'En historie om selvtillid, livsglæde og kærligheden mellem en mor og en datter'.

Men det var for meget for flere.

'Jeg synes selv, jeg er progressiv, men en mor og en datter i undertøj i det samme videoshoot er bare en smule ulækkert,' lyder en kommentar på Intimissimis Instagram-side til kampagnen.

'Fotoet er underligt, og det slogan gør det mere underligt lol,' lyder en anden kommentar.

Selvom det nok er de færreste, der vil lade sig fotografere i letpåklædt tøj med sine forældre, har kampagnen også sine støtter.

'Jeg kan ikke se noget forkert med den. Intet mærkeligt,' fortæller en støtte.

'Smukt og meget stilfuldt. Mere hud bliver vist i badetøj. Hendes datter er 18 år og myndig. De er begge henrivende, og den eneste grund til de negative kommentarer er ren jalousi,' lyder en anden.