Man skal tilsyneladende passe på med at spille Pokémon Go, hvis man har tænkt sig at være sin kæreste utro.

Det måtte amerikanske Evan Scribner sande ifølge New York Post.

Han havde været sin kæreste utro med en ekskæreste. Det eneste problem (udover, at han var kæresten utro) var, at den populære nye app Pokémon Go registrerer, hvor og hvornår man fanger en af de såkaldte Pokémon.

Så da kæresten af en eller anden årsag tjekkede hans app, fik Evan Scribner hurtigt et forklaringsproblem.

Han kunne nemlig ikke komme med en god forklaring på, hvorfor han havde været i området, hvor ekskæresten boede.

»Hun fandt ud af det i går aftes i mit hjem og har ikke kontaktet mig siden,« siger han til mediet.

Det er måske også forståeligt nok, at hun gjorde det.

Pokémon-feberen raser på ny i USA og store dele af verden, efter den nye app Pokémon Go blev udgivet for en lille uge siden. Der er tale om et spil, der bruger din smartphones GPS og kamera, så du kan fange Pokémon-monstre i virkeligheden.

Nintendos markedsværdi er strøget til vejrs, efter Pokémon Go blev udgivet i starten af juli. Det er tidligt vurderet, at spillet omsætter for flere millioner på køb i spillet.