Amerikanske Justin Schweiger slog større brød op end han kunne bage, da han inviterede seks kvinder på date på samme aften af logistiske årsager. Det kom han til at bøde for.

Lisette Pylant var søndag i forrige uge mødt op på en cocktailbar i Washington D. C. for at mødes med projektlederen Justin Schweiger. De skulle på første date, og den forløb uden problemer - men klokken 18.15 måtte Justin Schweiger desværre meddele, at han skulle mødes med nogle venner, skriver Inside Edition.

I det samme gik bardøren op, og ind trådte en kvinde. Og Lisette Pylant opfattede hurtigt, hvad der var i gære. Kvinden var ikke 'nogle venner'.

»Hen imod slutningen af det, der skulle have været vores date, dukkede hans anden date op, og han introducerede mig for hende som sin ven,« fortæller Lisette Pylant til Inside Edition.

Hun besluttede sig for at blive på baren. Derfor opdagede hun også det absurde scenarie, der opstod, da den tredje date trådte ind ad døren. Da havde Justin Schweiger forladt selskabet for at foretage et opkald, og date nummer to falder i snak med date nummer to.

»Mens vi taler, ankommer date nummer tre, og hun siger: 'Er I Justins venner?' Hun (Lisette Pylant, date nummer et, red.) og jeg kigger på hinanden og siger: 'Vi bliver nødt til at gøre noget, for det her sker bare ikke',« siger den anden date, Kristen.

Justin Schweiger var væk i lang tid, og sammen med date nummer tre, Raven, blev de to første kvinder enige om, at han nok stod et sted og panikkede over situationen. Derfor besluttede de sig for at skride og efterlade ham med regningen.

Da de var fortrukket til en bar på den anden side af gaden, ankom den fjerde date, Kali.

Justin Schweiger forlod lokalet for at foretage endnu et opkald, og i mellemtiden valgte en venlig sjæl at fortælle Kali om aftenens vanvittige scenarie. Kali syntes ikke, hendes date skulle slippe af sted med sin mærkelige dating-plan, så hun valgte at blive der og spille scenariet helt ud.

Udenfor stod date nummer fem - Alex - men da hun hørte om hele optrinnet, kunne hun ikke holde sig tilbage.

»Jeg gik over til ham og sagde: 'Jeg er date nummer fem', og forsøgte at trykke hans hånd, og han sagde: 'Åh, du er allerede valgt fra,« husker Alex.

Da date nummer seks, Jess, ankom var det slut. Alle aftenens dates kom tilbage til baren, og Justin Schweiger forlod hastigt gerningsstedet.

De seks kvinder er siden blevet gode venner og har deltaget i både amerikanske avis- og tv-interviews med deres vilde historie. Justin Schweiger har dog ikke ønsket at medvirke - før nu.

Til Inside Edition forklarer han, at han ikke er skurken, for der var aldrig rigtig tale om dates, men derimod 'indledende samtaler', som han udtrykker det.

»Jeg har aldrig sagt: Lad os tage på date'. Jeg siger altid: 'Lad os mødes til en drinks'. Hvis vi er på date, ville du vide det. Der ville være blomster og middag og sådan nogle fede ting,« siger han.

Projektlederen erklærer, at han skam leder efter den store kærlighed - hans job gør bare, at han griber dating-livet lidt anderledes an. Han kan godt lide at samle dates på samme tid og sted for at udnytte tiden effektivt.

Han beklager dog, at det ikke gik som planlagt denne gang.

»Det var en fejl, og jeg vil ikke nægte, hvem jeg er, og at jeg vil møde en masse mennesker, men jeg greb det her forkert an,« siger han til Inside Edition.