Selv en berømthed kan ikke undgå at træde ved siden af en gang imellem.

Forskellen på berømtheder og dødelige er bare, at de små fejltrin hurtigt udvikler sig til deciderede skandaler.

B.T. har her været i gemmerne og udvalgt ti af de allerstørste.

Vi begynder i musikbranchen:

Musikeren Klaus Kjellerup vakte kort efter Ruslands invasion af Ukraine opsigt med en prorussisk ytring.

'Russerne bomber intet. Det er de ukrainske nazi-terrorgrupper, der bomber i Ukraine,' lød det fra 'Danser med drenge'-medlemmet.

Han gik siden ud og undskyldte. Ikke for sin holdning – men for at have luftet den offentligt.

Men da var det for sent, og de resterende bandmedlemmer valgte at kyle bassisten ud af danskpopbandet. Han er dog siden taget til nåde.

Om selve scenen er en skandale, eller om det skandaløse er TV 2s reaktion på den, er der delte meninger om.

Men faktum er, at Pyrus-julekalenderen 'Alletiders julemand' i år blev pillet af skærmen, fordi en 25 år gammel scene, hvor en dreng tilsyneladende er blevet blackfaced som en del af en flødebolle-udklædning, ifølge TV 2 kan 'virke stødende med nutidens briller'.

Blackfacing, hvor en hvid skuespiller males mørk i ansigtet for spottende at karikere sorte personer, anses i dag som værende racistisk.

Men med TV 2s beslutning lød der alligevel et ramaskrig og fik seere til at starte en underskriftindsamling i håb om at få julekalenderen tilbage.

Det blev en af ny tids allermest offentlige og langvarige mudderkastninger, da skuespillerne Amber Heard og Johnny Depp tidligere i år var i retten for injurier.

Her havde Johnny Depp sagsøgt sin ekskone for at kalde ham 'voldsmand'. Amber Heard svarede igen ved at sagsøge sin eksmand for at have kaldt hende en løgner, da hun kaldte ham voldsmand...

Amber Heard tabte og blev dømt til at betale 72,3 millioner kroner til eksmanden, mens Johnny Depp også fik en dom og skulle betale 14 millioner kroner den anden vej.

Amber Heard ankede afgørelsen, men parterne indgik for nylig et forlig.

Det var, som om folk havde glemt, hvordan man opfører sig i det offentlige rum, da vi endelig blev lukket på græs efter sidste års coronanedlukning.

Under storskærmsarrangementer blev der meldt om hovedskader efter kast af øldåser, og ved Fredagsrock i Tivoli opstod der kaos og tumult, da unge mennesker i hobetal kravlede over murene for at sikre sig en plads, mens politiet måtte tilkaldes efter meldinger om slåskampe.

Tivoli turde ikke risikere mere og tog konsekvensen: Kesi, Ude Af Kontrol og Kato blev pillet af plakaten.

I stedet hyrede man Anne Linnet, Stine Bramsen og Freja Kirk i håb om, at de kunne tiltrække et mere roligt publikum.

Opstanden over Pyrus-sagen havde knap lagt sig, før DR præsenterede endnu en tv-bombe:

Fra årsskiftet vil 'Disney Sjov' blive skrottet efter mere end 30 år og erstattet med 'FredagsTamTam', som vil fokusere mere på dansk indhold.

Igen var voksne danskere – der tilsyneladende mener, at børn skal tvangsindlægges til at se nøjagtig det samme, som de selv så som børn – på pletten med voldsom kritik.

'Den bliver sgu ikke nem at breake derhjemme for tre autistiske børn. Tak for lort, DR!' lød det blandt andet.

Da TV 2 tidligere på året kunne sende den meget omtalte dokumentar om et hårdt studiemiljø på kostskolen Herlufsholm, gik den tidligere rektor og forklarede, at ledelsen skam flere gange havde haft fat i ørerne på elever, som brød reglerne.

For eksempel var prins Nikolai engang blevet sendt hjem for at bryde alkoholreglerne, dengang han gik på skolen.

Eksperter vurderede siden, at rektoren havde overskredet tavshedspligten, og prins Joachim og grevinde Alexandra udtalte til B.T., at rektoren havde svigtet sin elevs tillid og tilmed brugt hans sag til at flytte fokus fra de alvorlige hændelser, som oprulles i dokumentaren.

»Som forældre til en tidligere elev på Herlufsholm er vi – for at sige det på godt dansk – rasende over at se vores søn blive udleveret offentligt af hans tidligere rektor, Klaus Eusebius Jakobsen,« lød det, hvorefter rektoren gik ud og undskyldte.

Bubber var lykkelig, da han sidste år kunne fortælle, at han skulle giftes med sin Signe Rossing – kvinden, som de fleste danskere nok kender som familiens tidligere barnepige, som Bubber gjorde gravid, da han var sin kone utro.

Og under lykken over brylluppet gemte sig da også en ulykkelig historie om hans voksne døtre, Sofia og Laura, som i protest over faderens behandling af deres mor havde valgt ikke at dukke op til brylluppet.

»Det gør ondt i min sjæl. Det er så privat og smertefuldt og kedeligt, men det er en realitet,« fortalte Bubber om afbuddet.

Signe Rossing er siden blevet gravid med parrets andet fælles barn.

Efter at realitystjernen Nynne Larsen sidste år kunne fremvise et blåt og forslået ansigt efter en kærestetur til spanske Fuengirola, hvor både hun og den daværende kæreste, Robert Hansen, fik en nat i detentionen efter at have været i slagsmål med hinanden, valgte hun i oktober at melde skuespilleren for vold.

Ifølge anklageskriftet skal han have slået hende gentagne gange i ansigtet med knyttet hånd, sparket hende i brystet og slået hende med en guitar, så den gik i stykker.

Sagen skal for retten i det nye år, men foreløbig forholder Robert Hansen sig roligt.

»Vi havnede jo begge i spjældet. Og hvorfor har hun ikke meldt det til politiet, sådan helt seriøst. Hvis jeg er så forfærdelig, så er det jo der (i retssystemet, red.), man skal tage den, i stedet for på sociale medier (hvor hun delte billeder af sine skader, red.),« sagde Robert Hansen til Se og Hør.

Teitur Skoubo lavede et lidet flatterende hattrick, da han tidligere på måneden fik en voldsdom for at have slået en fremmed i hovedet med et hårdt plastikglas under en bytur. Dommen lød på 30 dages betinget fængsel, og realitystjernen slap altså for at brumme den.

Det gjorde han til gengæld ikke, da han blot syv måneder tidligere fik to og et halvt års fængsel for at have voldtaget en 25-årig kvinde og slået hende til blods.

Han ankede dog straks voldtægtsdommen, og i landsretten blev den omstødt til en voldsdom.

Dermed har han alene i 2022 fået to domme for vold – mens han i forvejen havde en tredje i bagagen.

Hele verden kiggede med, da skuespilleren Will Smith pludselig mistede besindelsen under årets Oscar-uddeling, stormede op på scenen og stak komikeren Chris Rock en syngende lussing.

Angivelig uden at vide, at det skyldtes en sygdom, havde komikeren kort forinden lavet sjov med Wills Smiths hustrus kronragede hoved, og det fik altså skuespilleren til at gå amok.

I lang tid var der usikkerhed om, hvorvidt det var en vaskeægte voldssag for rullende kameraer, eller om de to parter havde orkestreret det opsigtsvækkende indslag. Og kort tid senere kunne Will Smith lade sig hylde som vinder af en Oscar for bedste mandlige hovedrolle.

Men da sagens alvor stod klart for Oscar-komiteen, blev det besluttet, at han skal udelukkes fra showet de næste ti år.