Det er syv år siden Lukas Grahams sang 'Mama Said' kom ud, men nu er den igen tilbage på hitlisterne.

Sangen er nemlig blevet populær blandt brugere på det sociale medie TikTok verden over.

I midten af september lå sangen nummer et på den amerikanske TikTok-hitliste.

For brugerne har lavet over en million videoer, hvor de bruger den del, hvor danske Lukas Graham synger: »When mama said that it was okay. Mama said that it was quite alright.«

Flere end 23 millioner har set videoer med sangen, og Lukas Grahams musikselskab, Copenhagen Records, oplyser, at antallet af streams er tredoblet i flere lande de seneste to uger, hvor trenden for alvor tog fat.

Til B.T. uddyber selskabet, at antallet af streams nu er nået helt op på en firdobling, siden trenden begyndte. Det er især fra landene USA, Mexico og Tyskland.

Trenden går ud på, at brugerne laver en video, hvor de viser noget ved deres udseende eller et valg, de har taget, som skiller sig ud fra normalen. Dernæst viser de et billede af en kendt person, som har gjort eller iført sig det samme som brugerne selv.

Altså den kendte 'Mama' - eller bogstavelig talt brugerens egen mor - der siger, at det er okay at være sig selv og ikke gøre, hvad alle andre gør. Det hele foregår ofte under hashtagget #MamaSaidItWasOk.

Lukas Graham har også selv lavet en video, hvor han bruger lyden. Den kan du se her:

»Den er så livsbekræftende og diversitetshyldende. Den hylder de helte, som folk mener bryder normer og stereotyper. Det kan for eksempel være en dreng, der gerne vil have langt hår eller én, der gerne vil have noget bestemt tøj på,« siger Eva Fog Noer, som er digital pædagog og ekspert i TikTok, til DR.

Hun er meget begejstret for trenden.

Desuden forklarer hun også, at selvom de mange nye streams ikke har kæmpestor betydning for en superstjerne som Lukas Graham, så kan det været et godt springbræt for nye musikere.

Hvis de laver en sang, hvor nogle få sekunder kan bruges til at videreformidle et budskab, skabe en udfordring eller noget lignende, der kan bruges i en video på sociale medier, så kan sangen hurtigt gå viralt og få mange millioner lytninger.

Superstjernen Taylor Swift er også hoppet på 'Mama Said'-trenden. Det kan du se herover.

Flere TikTok-stjerner har gjort det samme. Og det er faktisk ikke så lang tid siden, at en anden dansk kendis fik samme succes.

Det var overraskende for mange, da 'Pilfingerdansen', som Sigurd Barrett spillede og sang i DR-programmet 'Sigurds Bjørnetime', pludselig var overalt på TikTok - 18 år efter, sangen udkom.

Det var en remix-version af sangen, der er lavet i samarbejde med komponisten Halfdan E., som gik viralt. Sangen blev første gang spillet i fjernsynet i 1998.