Calvin Klein undskylder nu på de sociale medier over deres egen nye kampagnevideo, som ikke er blevet modtaget særligt positivt.

I en ny reklamevideo kan man se den virtuelle influencer Lil Miquela med hånden på supermodellen Bella Hadids skulder, alt imens de giver hinanden et intenst kys.

Og det er netop det kys, flere nu er blevet stødt over.

På de sociale medier har flere givet udtryk for, at de ikke synes, det er passende, at Bella Hadid, som heteroseksuel kvinde, skal kysse en anden kvinde og dermed udgive sig for at være til kvinder.

Flere ser det som et forsøg på fra Calvin Kleins side at henvende sig til queer-personer (et begreb, der bruges om folk, der identificerer sig som alt andet end hetero, red.) og dermed henvende sig til LGBTQ+-miljøet på falske præmisser.

På de sociale medier skriver folk til Calvin Klein, at der findes utallige kvindelige modeller, der identificerer sig som enten lesbisk eller biseksuel, som man ville kunne have brugt i stedet i reklamen.

Derfor er Calvin Klein nu krøbet til korset og undskyldt:

'Her hos Calvin Klein byder vi alle former for konstruktiv feedback velkomne. Vi ser jeres kommentarer, og vi sætter pris på dem,' skriver brandet på Twitter.

I en vedhæftet pressemeddelelse uddyber de yderligere:

'Konceptet af vores seneste #MYCALVINS kampagne er at fremme ytringsfriheden for en bred vifte af identiteter, herunder et spektrum af køn og seksuelle identiteter.'

'Denne specifikke kampagne blev oprettet for at udfordre konventionelle normer og stereotyper i reklamer. I denne særlige video udforskede vi de slørede linjer mellem virkelighed og fantasi.'

'Vi forstår og anerkender, hvordan man, ved at en person, der identificerer sig som heteroseksuel, og som kysser med en af samme køn, kan opfattes som queerbating (et begreb, der typisk bruges om film og tv-serier – for eksempel når en person, der er heteroseksuel udgiver sig for at være til andet køn, for at fremme seernes idé om, at man hylder LGBTQ+-miljøet, men i virkeligheden ikke gør ved at bruge en heteroseksuel skuespiller, red.).'

'Som et firma med en langvarig tradition for at advokere for LGBTQ+ rettigheder var det bestemt ikke vores intention at vildlede LGBTQ+-miljøet. Vi fortryder oprigtigt.'

Modellen Lil Miquela, der kysser med Bella Hadid, er faktisk ikke en ægte person, da hun ikke findes i virkeligheden.

Lil Miquela er nemlig en virtuel person af høj grafisk kvalitet. Hun ser på nogle billeder så ægte ud, at folk kan blive helt i tvivl om, hvorvidt hun er en ægte person.

På sin Instagram har hun 1,5 millioner følgere, ligesom hun udgiver sange på Spotify og efterhånden er blevet en meget benyttet model for nogle af verdens største modehuse.