»Hvad fuck er en bælgfrugt?«

Det er det helt store spørgsmål i en video lavet af fire unge mænd fra Aarhus.

Faktisk er det så godt et spørgsmål, at videoen er gået viralt. Den har fået over en halv million visninger på tværs af alle platforme på kun fire dage.

»Vi havde overhovedet ikke regnet med det. Det er virkelig chokerende, det er vi meget enige om. Men det er så fedt og spændende, hvor langt videre det kan gå,« siger Magnus Vad, der er en af idémagerne bag konceptet.

Egentlig var det blot et skoleprojekt.

Magnus Vad, Jens Risom, Frederik Warming og Anders Hoppe læser kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og her fik de til opgave at at udbrede Fødevarestyrelsens nye kostråd.

»Så sad vi fire gutter og tænkte, nu skal vi bare lave noget sjovt med drengene. Vi faldt over, at et af kostrådene er, at man skal spise flere bælgfrugter. Og så kom spørgsmålet: 'Hvad fuck er bælgfrugter?'« fortæller Magnus Vad om projektets begyndelse.

Så måtte de gå systematisk til værks. En lang række interview afslørede, at der faktisk ikke var ret mange danskere, der kunne svare på det spørgsmål.

Og det blev udgangspunktet.

Magnus Vad producerer også musik, så det var oplagt, at projektet skulle ende med en sang.

Ideen var, at Fyr & Flamme skulle synge og performe i videoen. Og der er derfor både 80er-vibe og pasteljakkesæt. Ligesom gruppen også lige fik sneget en Drengene fra Angora-reference ind ved at kalde sig Kølner Dom.

Sangen og videoen blev solgt til Fødevarestyrelsen og er nu gået viralt.
Sangen og videoen blev solgt til Fødevarestyrelsen og er nu gået viralt. Foto: Mirror Entertainment
Vis mere

Det endte dog ikke med at være Fyr & Flamme, der optrådte i videoen. Produktionsselskabet Mirror Entertainment, der har lavet videoen, foreslog, at de fire unge mænd selv måtte i tøjet og synge sangen.

Og det kan ikke siges, at det har påvirket videoen negativt. Responsen har været overvældende, fortæller Magnus Vad.

»Vi har fået vanvittig fed feedback indtil videre. Folk er virkelig positive og skriver, den er super catchy og sjov. Det er et stort skulderklap,« siger han.

Efter eksamenen i projektet fik de fire mænd topkarakter og så positiv respons, at de forsøgte at sælge konceptet til Fødevarestyrelsen.

Og det lykkedes. Så inden afsluttet uddannelse har gruppen allerede lavet et viralt hit for en styrelse.

»Man kan da ikke komme uden om, at det er vanvittigt fedt. Det giver lige lidt ekstra motivation til at komme igennem det sidste år på studiet,« afslutter Magnus Vad.