»Er det Ariel? Er du sikker på, at det er hende, mor?«

Det siger en ung pige med store øjne i en video på det sociale medie TikTok.

På videoen, der lige nu går viralt, ser man et sammendrag af en række børn, der ser traileren til den nye disneyfilm ‘den lille havfrue’ for første gang.

Disney har de seneste år taget deres mest populære film og lavet dem som liveactionfilm. Den næste film i rækken er altså ‘den lille havfrue’.

Eventyret om den lille havfrue, Ariel, med det røde hår og en kærlighed til livet både under og over havets overflade, skal spilles af en sort skuespillerinde: Halle Bailey.

Og det har fået tusindvis til at reagere. Herunder børn, der deler den samme hudfarve som den nye hovedrolle.

Videoen på TikTok er blot en af mange videoer, der viser den første reaktion fra børn, der endelig ser en prinsesse, der ligner dem.

»Hun er ligesom mig,« siger en.

»Hun er sort! Mor, hun er sort,« lyder det ekstatisk fra en anden.

Videoen har fået mere end to millioner likes, og har affødt mange reaktioner fra rørte brugere, der ikke kan stå for børnenes glæde.

»Diversitet er så vigtigt,« skriver en bruger.

En anden skriver, »Den her video giver mig tårer i øjnene. Jeg var glad for at se, at de havde en sort person til at spille Ariel, men jeg havde aldrig tænkt over, hvor vigtigt det ville være for så mange små piger.«

‘Den lille havfrue’ har premiere i 2023. Datoen er endnu ikke fastlagt.