Forbrydelse betaler sig ikke, siger man. Men der er skam undtagelser. Bare spørg 32-årige Jeremy Meeks.

Da det lokale politi i Stockton, Californien for to år siden lagde et fangefoto af Jeremy Meeks på Facebook, havde hverken de eller Meeks nok forestillet sig, at anholdelsen for ulovlig våbenbesiddelse skulle blive det bedste, der er sket i den unge mands liv.

For Meeks' fangefoto blev blev på rekortid delt, 'liket' og kommenteret af titusindvis af kvinder, som ikke kunne modstå bøllens isblå øjne og høje kindben. Det lagde grunden til et bemærkelsesværdigt karriereskift fra hårdkogt kriminel til feteret model. Se hans første modelbillede længere nede i artiklen.

Her er fangefotoet, som ændrede Jeremy Meeks' liv.

På grund af hypen omkring fangefotoet scorede Meeks en eftertragtet kontrakt hos modelbureauet White Cross Management i Los Angeles. For tre måneder siden blev Meeks løsladt, og nu har han lagt det første modelbillede ud på sin Instagram-profil.

Tirsdag postede Jeremy Meeks billedet, hvor han er iført en kasket med basketholdet Golden State Worriers' logo på. Onsdag fulgte han op med et billede af sig selv i bar overkrop.

Artiklen fortsætter under billederne.

At dømme på de mange 'likes' - henholdsvis 24.500 og 14.500 i skrivende stund - og utallige kommentarer tyder alt på, at Meeks' mange kvindelige fans bestemt ikke har glemt ham, mens han ruskede tremmer. Kvinder fra hele verden udtrykker da også, hvor lækker det tidligere bandemedlem er på adskillige sprog i kommentarfeltet under billederne.

Jeremy Meeks har hele 260.000 følgere på Instagram og over 300.000 på Facebook.

Vi må dog skuffe de mange kvinder, som bliver bløde i knæene, hver gang de ser billeder af den hotte ex-bølle: Jeremy Meeks er ikke ledig på markedet, men er gift med Melissa. Sammen har de tre børn.

Jeremy Meeks blev anholdt i 2014, da FBI ransagede flere voldelige bander i Californien. Senere blev han dømt for våbenbesiddelse - men det berømte fangefoto skulle vise sig at ændre hans liv for altid.