'Area 51' har i årtier været hovedfokus for en masse spekulationer. Det militære område er mistænkt for at være et sted, hvor den amerikanske stat laver forskning i rumvæsener.

Nu er der startet en stor bevægelse på Facebook, som vil storme stedet, og den har vokset sig så stor, at flere kendte har blandet sig i debatten, og historien har spredt sig til forskellige medier verden over.

Eksempelvis har ungdomsmagasinet Teen Voque lavet en artikel holdt i en humoristisk tone, som kommer med forslag til, hvordan de mere end én million tilmeldte kan klæde sig fashionabelt 20. september, hvor begivenheden er sat til at løbe af stablen.

Det kan dog vise sig, at dagen bliver alt andet end sjov, hvis de tilmeldte løber ind i 'Area 51', men det vender vi tilbage til.

Kevin Jonas joker med, at hans forestående turné kan slå et smut forbi 'Storm Area 51'-arrangementet. Her ses han med sin kone Danielle Jonas. REUTERS/Mario Anzuoni
Kevin Jonas joker med, at hans forestående turné kan slå et smut forbi 'Storm Area 51'-arrangementet. Her ses han med sin kone Danielle Jonas. REUTERS/Mario Anzuoni Foto: MARIO ANZUONI
Vis mere

Begivenheden, der blev lavet på Facebook, hedder 'Storm Area 51, They Can't Stop All of Us' (oversat: 'Storm Area 51, de kan ikke stoppe os allesammen', red.) og er dog startet af en side, som normalt står bag humoristiske og useriøse opslag. Alligevel virker det til, at nogen af de tilmeldte tager projektet seriøst og endda håber at møde 'aliens'.

Ekspert Henrik Breitenbauch, der er centerleder på Center for Militære Studier på Københavns Universitet, fortæller, at USA har haft afgørende betydning for den vestlige luftmilitære indsats, og at det kan være flyvetest i 'Area 51', som har startet de forskellige rygter om ufo'er og lignende.

»USA var jo i skarp konkurrence under eksempelvis Den Kolde Krig, og de ønskede derfor at holde oplysninger om deres luftmilitære teknologi meget hemmeligt,« siger han.

Han mener, det er en dum idé at trænge ind på det militær område.

»Ligesom vi også kender det fra Danmark, så er landet delt op i civile og militære områder, og militæret har brug for god plads til eksempelvis skydetræning og andre tests,« siger han.

Eventet er dog af flere kendisser omtalt med godt humør, hvilket også oprindeligt syntes at være meningen. Eksempelvis har popdrengen Kevin Jonas fra boybandet Jonas Brothers haft en humoristisk tilgang til invaderingen af militærområdet i et opslag, han har delt med sine mere end fem millioner følgere på Twitter.

Her slår musikeren på, at deres kommende genforeningsturné kan slå et smut forbi 20. september. Ligesom også rapper Lil Nas X har lavet et remix af sit største hit dedikeret til invasionen.

Men tager man talskvinde Laura McAndrews fra det amerikanske luftvåben alvorligt, så er en indtrængen på området ikke at spøge med.

»Alle forsøg på på ulovlig vis at trænge ind på militære faciliteter eller militære træningsområder er farlige,« udtaler hun ifølge The New York Times.

Alligevel ser det ud til, at folk er på vej. Ifølge en ejer af hotellet The Little A'Le'Inn har de fået masser af bookinger til netop 20. september, hvor arrangementet er planlagt til at finde sted.

»Min stakkels bartender gik forbi mig i dag og sagde 'jeg er ked af at fortælle dig det her, men alle de telefonopkald, jeg har fået, er om den 20. september',« siger ejeren ifølge The New York TImes. Hun er dog ikke i tvivl om, at der dukker nogen op.

»De kommer. Folk kommer,« slår hun fast.