Drab på Charlie Kirk blev til trend på TikTok: 'Grotesk'
TikTok har reageret på videoerne.

TikTok har reageret på videoerne.

I videoerne kan man se unge mænd og kvinder mime Charlie Kirks sidste ord, der samtidig kan høres.
Hvorefter de også laver en skydebevægelse for at imitere det skud, der sidste år dræbte den amerikanske aktivist og debattør.
Og det er gået hen og er blevet en viral TikTok-trend.
Til stor forargelse.
For Turning Point USA – organisationen, som Charlie Kirk grundlagde – har tordnet mod videoerne på X.
»Der er intet harmløst, sjovt eller acceptabelt ved det,« har det lydt – herunder har Turning Point USA på X delt en opslag, hvor en af videoerne figurerer:
»Det afspejler en kultur, der banaliserer vold og reducerer tab af menneskeliv til en punchline. Det hører ikke hjemme på TikTok. Eller noget sted. Lydklippene skal fjernes,« lyder det også.
Det var i september sidste år, at Charlie Kirk blev skuddræbt midt under en debat på et universitet.
Her blev han undervejs spurgt, om han vidste hvor mange masseskyderier der har været i USA i de sidste 10 år.
»Med eller uden banderelateret vold?« nåede han at spørge tilbage (eller på engelsk: »Counting or not counting gang violence?«), hvorefter han blev skudt.

Og nu er den blodige situation altså blevet genoplivet på TikTok. Det sker under hashtagget 'Transformation'.
Det vil sige, at det er en af den slags videoer, hvor brugerne skifter udseende eller tøj undervejs.
Her bliver lyden af det dræbende skud så brugt til at definere det øjeblik, hvor skiftet sker.
I udmeldingen fra Turning Point USA lyder det, at man fordømmer videoerne, »fordi drabet bliver brugt som underholdning«:
»At gøre det til viralt indhold er grotesk og umenneskeliggørende.«
Over for Fox News er TikTok kommet med en udtalelse, hvor man understreger, at de pågældende klip overtræder selskabets retningslinjer.
Samt at man allerede inden Turning Points udmelding havde skredet til handling.
Videoerne er nu fjernet.