Smid et par højtalere på taget af din bil, stop op forskellige steder i din lokale by, og skru så godt og grundigt op for et de største eurodance hits fra 90'erne - så har du opskriften på den perfekte, spontane gadefest.

Det beviste en gruppe kammerater fra den engelske by Cheltenham søndag aften. I et forsøg på at 'sætte lidt gang i gaden', fastspændte de højtalere på taget af fem biler, og drønede så ellers rundt i hjembyen og gjorde stop forskellige steder - Og det udløste spontane gadefester med dansende mennesker.

Det skriver Fox News.

Hele optrinnet blev streamet live på Facebook, og drengenes festlige tiltag har efterfølgende spredt sig som en steppebrand på det sociale medie.

I skrivende stund har videoen for længst rundet de 100.000 visninger, ligesom den er blevet delt tæt på 2.000 gange.

Se videoen her, som blev optaget af den forbikørende Jordan Cairns:

Manden bag det hele, 23-årige Kieran Chapman, fortæller, at formålet med det mobile diskotek var at bringe folk tættere på hinanden.

»Vi lavede bare lidt sjov, og vi tænkte, vi ville gøre et eller andet for at samle folk. En af mine venner er DJ, så vi satte nogle højtalere på taget af min bil. Så kørte vi rundt og folk begyndte at danse, når vi stoppede,« fortæller Kieran Chapman til Gloucestershire Live i følge Fox News.

Blandt de numre, der bragede ud af højtalerne på bilerne, var det legendariske hit 'Boom Boom Boom' af Vengaboys - og det fik flere til at slå sig løs.

»Folk hoppede på min bil, men jeg var ligeglad. Der skete ingen skade,« siger Kieran Chapman, der desuden pointerer, at ingen af bilisterne havde drukket.

Kaster man et hurtigt blik på kommentarsporet til videoen, er der ikke meget at tage fejl af - folk er vilde med den spontane gadefest.

'Det er sådan, aftener skal være - glade mennesker,' skriver Kristy Ann.

'Den video er helt genial. Tak for at have puttet et smil på mine læber! At stoppe trafikken for at synge og danse, fantastisk!' skriver Sinead Regola.

'Haha, genialt! Dejligt at se folk have det sjovt,' skriver Tiffany Morgan.

'Det her er fantastisk,' skriver Cher Bear Moore.