Det er velkendt, at italienere er svære at imponere på deres egen hjemmebane: Pizzaen.
Alligevel har det populære spisested Diamond Slice på Nørrebro i København formået at imponere fire italienere, der har delt oplevelsen med flere millioner mennesker.
Influencerne Matteo Salvatori og Emiliano Santoro har sammen med deres fædre besøgt København, slået vejen forbi Nørrebro og delt oplevelsen på Instagramsiden 'Lionsfield'.
De fire italienere bliver først forundret, da de opdager, at der er ansjoser på deres pepperoni-pizzaer, men det falder alligevel i god jord hos de ældre herrer i hvert fald.
»Jeg havde godt nok ikke forventet denne her kombination, men jeg er positivt overrasket. Den er godkendt herfra,« siger en af fædrene.
Sønnen er tydeligvis ikke lige så imponeret som sin far.
Ikke desto mindre er videoen blevet delt med mere end tre millioner mennesker, der både omfatter amerikanere og europæere.
Diamond Slice blev åbnet af amerikanske Kristopher Schrams, der flyttede til Danmark i 2011.
Sidenhen er der også åbnet en forretning på Tagensvej i København.