Bryggeriet Carlsberg er klar med en stor ændring af deres mest solgte øl, pilsneren.

Der bliver ikke pillet ved smagen, men derimod ved både navnet og etiketterne på flasken, oplyser Carlsberg i en pressemeddelelse.

Pilsneren bliver i folkemunde – og især på værtshuse – kaldt 'HOF', selv om det ord ikke fremgår noget sted på flasken. Men det ændres der nu på.

Forklaringen på tilnavnet går 116 år tilbage, hvor bryggeriet som det første kunne kalde sig 'Leverandør til Det Kongelige Danske Hof'. Det gav øllen det royale tilnavn, og Carlsberg tog navnet til sig og trykte det på etiketterne fra 1937.

I 2000 gik man væk fra navnet 'HOF', men nu har bryggeriet bestemt, at det skal tilbage på flaskerne fra 3. februar og året ud. Anledningen er dronning Margrethes 80-års fødselsdag.

»Som det første bryggeri, der kunne kalde sig leverandør til det kongelige danske hof, er det naturligt for os at fejre kongehuset. I år er et helt specielt år, fordi Hendes Majestæt Dronningen fylder 80 år den 16. april. Det kommer hele Carlsberg-familien til at fejre, og for at markere årets begyndelse kalder vi Carlsberg-pilsneren for HOF i hele 2020,« siger Brand Director Christopher Bak Billing i pressemeddelelsen.

»Det folkekære kaldenavn har været efterlyst i mange år, senest på vores generalforsamling, men vi manglede en god anledning til at genoplive Hoffen. Her på dagen, hvor vi blev leverandør til det kgl. danske hof, skriver vi igen HOF på Carlsberg-pilsnerens etiket for at minde folk om den kommende 80-års fødselsdag og Carlsbergs rige arv og historie,« siger han.

Carlsberg blev grundlagt i 1847 og er med en årlig omsætning på over 60 milliarder kroner et af verdens største bryggerier.