Tusindvis af brugere på sociale medier deler netop nu et billede fra en natklub i den skotske by Edinburgh.

På billedet ses en mand i ternet skjorte, der hvisker en ung kvinde i øret. Ud fra hendes ansigtsudtryk at dømme er hun ikke spor interesseret. Måske fortæller han hende noget vigtigt, eller måske indynder han sig - det vides ikke - men spekulationerne er i gang på sociale medier, skriver The Sun.

Billedet, der er taget ved festen 'Milk Tuesday' på natklubben Bourbon, er indtil videre blevet delt 12.000 gange. Det var Alex Hall fra London, der delte det den 22. september.

'Tillykke til Milk i Edinburgh for at have taget det natklub-billede i historien, som jeg formoder, at allerflest mennesker kan forholde sig til,' skrev han.

Fænomenet er ganske velkendt på natklubber, og spekulationerne går nu på, hvad manden mon sagde til hende.

'Vidste du, at Den Røde Hær skød 16.000 af deres egne mænd ved Slaget om Stalingrad,' lyder et af de mere kreative bud, mens mange andre bud befinder sig i den lidt mere lumre afdeling.

'Jeg tror, jeg følger dig på Twitter,' foreslår en bruger, mens en tredje fokuserer på hendes taske, der ligner et pindsvin.

Men siden billedet gik viralt, er parret bag stået frem og har afsløret, at de faktisk er venner. Ingen af dem husker dog, hvad han sagde i det øjeblik, billedet blev taget.

»Hun er en af mine venner, og hun er sikkert bare træt af at høre på mig. Hun ligner den kvinde i verden, der keder sig allermest,« siger fyren, der hedder Patrick, til radiostationen Capital Scotland.

Kvinden hedder Lucia Gurman og læser på Strathhclyde University. Hun husker ikke, hvad Patrick sagde til hende.

»Han sludrer altid, så det kan have været hvad som helst,« siger hun til radiostationen.

Som radioværten Steven Mill formulerede det i udsendelsen, har mange af os stået i præcis samme situation på en natklub - og det er nok derfor, billedet fortsætter med at blive delt.