De seneste dage har et foto af en giraf i sne til halsen floreret på de sociale medier. Billedet bliver brugt til at illustrere, hvor meget sne der falder i Danmark lige nu. Der er bare et problem - billedet er falsk.

Sneen har væltet ned i store dele af landet den seneste uges tid, og det skal selvfølgelig dokumenteres, kommenteres, likes og dele på sociale medier. Nogle gange går det dog lige en tand for hurtigt. Selvom mange har delt billedet af en giraf i sne til halsen som en joke, er der øjensynligt flere, som tror, at billedet er den ægte vare.

Men det er det IKKE.

Det understreger fotograf Jens Stolt, som har lavet billedet i Photoshop.

»Jeg laver stockfotos. Jeg plejer at sige, at jeg laver de billeder, som der ikke er nogen, der lægger mærke til. Så læser man artiklen i stedet. Man lægger bare mærke til, at sneen er virkelig dyb. Det er tænkt som sådan. Og sådan har det også virket i de år, jeg har haft det til salg,« siger Jens Stolt.

Stockfotos eller arkivfotos, som det også kaldes, er billeder, som medier kan bruge til at illustrere forskellige situationer eller emner. De bruges som regel, når aviser eller magasiner mangler et billede til en artikel og ikke prioriterer at sende en fotograf ud.

Billedet af giraffen i sneen er ifølge Jens Stolt tiltænkt vejrartikler, hvor man ønsker at illustrere, at sneen er høj. Ifølge ham er de mange delinger, og folk der tror, at billedet er ægte, et tegn på, at han har gjort sit arbejde godt.

»Det viser jo, at billedet er godt, og at det tjener sit formål. Folk forholder sig til den tekst, der er, og tænker: 'Hold da op, der er sørme dyb sne på Bornholm', eller hvor end det nu kan være. Så tænker de ikke så meget på billedet,« siger han, men tilføjer dog:

»Folk burde da helt sikkert være mere kritiske.«

Fra Bornholm til Lolland

Billedet er på nuværende tidspunkt blevet delt flere tusinde gange på Facebook. Nogle har lagt det op under det påskud, at det skulle være taget på Bornholm - andre joker med, at det er taget i Knuthenborg Safaripark på Lolland.

Miriam Hindsgaul, der er kommunikationsansvarlig hos Knuthenborg Safaripark, fortæller, at de er bevidste om billedet og understreger, at det ikke er taget hos dem.

Det har safariparken også givet udtryk for på deres Facebookside.

'Vi vil gerne understrege, at selvom det har sneet RIGTIG meget på Lolland, så er sneen altså IKKE 4 meter dyb,' har de skrevet i opslaget.

De tilføjer desuden, at girafferne er ude hver dag, også selvom det sner. Men at den eneste undtagelse er, hvis sneen er stampet så hårdt, at den bliver til is. Så har girafferne nemlig svært ved at holde sig på benene.