En canadisk mand siger, at han fik en bøde for at synge et hit fra 90erne i sin egen bil. Hans hustru mener, at bøden burde have været langt større.

Nummeret »Gonna Make You Sweat (Everybody Dance Now)« fra 1990 af C+C Music Factory er unægteligt et fængende hit, der nåede toppen af hitlisterne i både USA og Europa. Med en insisterende koklokke som underlæg til vilde guitarriffs og funky rap indvarslede nummeret halvfemsernes bølge af house- og hiphop-influeret dancepop.

Men kører man bil i Canada, skal man tilsyneladende være varsom med at tage sangens opfordring til at »Give me that rhythm« alt for bogstaveligt. I hvert fald ifølge den 38-årige dance-begejstrede Taoufik Moalla, der i sin bil sang højlydt med på nummeret, da han hørte en politisirene bag sig.

»Jeg troede, at de ville overhale, men via højttaleren sagde de Træk venligst ind til højre,« fortæller Moalla til canadiske CTV News.

»Jeg stoppede, og der kom to politifolk op på hver side af mig og kontrollerede det indvendige af bilen. Så spurgte de mig, om jeg skreg, og jeg sagde nej, og at jeg blot sang.«

Ikke desto mindre  udviklede seancen sig, da betjentene gik tilbage til deres bil og kort efter kom tilbage og tildelte Moalla en bøde på 149 canadiske dollars – knap 750 danske kroner – for at råbe i sin bil og forstyrre den offentlige orden, fortæller han.

»Jeg ved ikke, om min stemme var virkelig dårlig, og det er derfor, jeg fik bøden,« forklarede han.

»Men jeg var meget chokeret. Jeg forstår, at de blot udfører deres arbejde, og de har ret til at kontrollere, om alt er OK, om jeg har kidnappet nogen, eller der er fare på færde, men jeg ville aldrig have forventet, at de gav mig en bøde.«

Ender i retten


Taoufik Moalla fortæller, at han allerede har anfægtet bøden, hvorfor sagen på et tidspunkt kommer for en canadisk domstol. Her planlægger Moalla at gøre sin ret gældende til at synge og opfordringer til at danse højt i sin bil uden at få bøder.

»Tænk, hvis nu The Canadiens (et ishockeyhold fra Montreal, red.) vandt en kamp. Så vil alle fansene råbe ud af deres biler. De vil synge. Vil man så også give alle dem bøder?« spørger han retorisk ifølge CTV News.

Politiet i Montreal har afvist at kommentere sagen over for det canadiske public-service  medie CBC. Moalla anerkender dog, at ikke alle værdsætter hans evner til at genopføre dancenumre fra halvfemsernes musikscene. Moalla har fortalt til CTV News, at hans hustru også var i bilen den famøse dag, og hvis det stod til hende, havde han fået en dobbelt så stor bøde