Lørdag fandt to amerikanske politibetjente i Conneticut i det nordøstlige USA en hjemløs kvinde sovende i et skur. Betjentene John-Paul Dorais og Jeff Witkin fra Meriden Police Department fik ondt af kvinden og besluttede sig for at gøre noget for at hjælpe hende.

Det skriver mediet Huffington Post.

»Jeg sympatiserede med hende. Hun var veluddannet, veltalende og var bare i en svær periode,« siger John-Paul Dorais til Huffington Post.

Sammen med sin makker bestemte han sig for at forsøge at finde et sted, hvor kvinden kunne overnatte, men de kunne ikke finde en varmestue eller et herberg, hvor der var plads.

John-Paul Dorais foreslog derfor, at de skulle indlogere kvinden på et motel. De tog hende med til Comfort Inn & Suites, hvor receptionisten gik med til at give betjentene rabat på regningen. Mens John-Paul Dorais betalte for kvindens værelse med sit eget kreditkort, tog hans makker et billede af ham, uden han vidste det.

Det skriver det lokale politi på deres Facebook-side. Her blev billedet fra hotelreceptionen lagt op i går, og allerede nu er billedet blevet delt over 900 gange. 4.600 har kommenteret opslaget, hvor de mange Facebook-brugere hylder betjentene for deres hjælpsomhed.

Hovedpersonen selv, John-Paul Dorais, er ikke den store forbruger af sociale medier, så han vidste ikke noget om de mange kommentarer, inden hans søster ringede og fortalte ham om det.

Selv er han overrasket over al en opmærksomhed, billedet har fået.

»Politibetjente gør masser af gode ting, som folk ikke kender til, hele tiden. Jeg har set betjente, der gør større og bedre ting end det, vi gjorde. Sammenlignet med det, er det slet ikke så stort,« siger han.