»Fuck body shaming.«

Så kontant er budskabet fra amerikanske Benjamin Ashton Cooper, der forleden hjalp sin kæreste med at rydde ud i hendes klædeskab.

Det han så i skabet fik ham til at skrive et rasende opslag på Facebook, hvor han har delt billeder af sig selv iført noget af kærestens tøj, mens han stærkt kritiserer tøjproducenters skæve og forvrængede kvindesyn.

Blandt andet er han stærkt utilfreds med, at kvinder stemples som en størrelse XL, selvom de bruger tøj, som ikke er større, end at han kan passe det - og han er en mand til den tyndere side.

»Jeg var i gang med at hjælpe min kæreste med at rydde ud i hendes klædeskab, og jeg lagde mærke til, at en del af det tøj, som hun ville af med, var størrelse XL. Det kunne jeg ikke få til at stemme, og det her er årsagen: Tøjet passede mig. Jeg siger det ikke for at være fjollet eller ironisk. For det pissede mig af,« skriver Benjamin Ashton Cooper i opslaget fra i torsdags.

»Jeg er ikke en ekstra stor mand, og - hvad mere vigtigt er - en kvinde på min størrelse er IKKE en ekstra stor kvinde,« tilføjer han og gør det klart, at det er dybt uretfærdigt over for kvinder, at de på den måde bliver stemplet som overvægtige, selvom de har en helt almindelig krop.

Artiklen fortsætter under opslaget.

Samtidig skriver han, at det er det forvrængede kropssyn, som gør, at andre også får et forvrænget syn på deres egne kroppe.

»Det lort er årsagen til, at der findes 8-årige børn derude med spiseforstyrrelser. Det lort er årsagen til, at mænd råber 'fucking tykke ko' efter kvinder på gaden, der bare er lidt kurvede. Det er årsagen til, at mænd, som mener at sexisme er en 'myte' skabt af feminister, er fulde af lort,« skriver han og slutter:

»Fuck body shaming.«

Siden han skrev opslaget torsdag, er det blevet delt mere end 160.000 gange.