Australske Clare var chokeret og såret. Efter nogle drinks på firmaets årlige konference havde chefen stukket sin hånd ned i hendes trusser og befølt hende i skridtet.

Men i stedet for at gøre en sag ud af det og få chefen fyret, valgte den 25-årige kvinde at tage en helt anderledes hævn.

Det hele startede med, at der tikkede en mail fra chefen Sam ind i Clares indbakke. Han inviterede hende til firmaets årlige konference over en weekend på et luksusresort - med alt betalt.

Normalt var opholdet kun for ansatte med højtstående stillinger, så Clare glædede sig til at deltage - og drømte om, at opholdet og muligheden for at networke med cheferne måske kunne kaste nye karrieremuligheder af sig, fortæller hun til det australske site whimn.com.au.

Hendes forhåbninger hang ikke mindst sammen med, at hun kom rigtig godt ud af det med sin nærmeste chef, Sam, som var i slutningen af 50'erne og kunne have været hendes far.

De havde samme form for humor og talte godt sammen. Men de flirtede ikke. Tværtimod talte de ofte sammen om Clares kæreste Rod.

Alletiders mulighed

Clare syntes også, Sam var en rigtig god chef, som aldrig tabte besindelsen og endda havde et hjerte af guld, fortæller Clare, hvis efternavn ikke oplyses.

Da tiden oprandt fik Clare endnu en glædelig overraskelse. Efter konferencens første dag fik hun Sam til bordherre ved middagen i resortets balsal.

Som altid var han godt selskab. Sam fyrede en masse jokes af og fik alle ved bordet til at grine højlydt - også Clare.

Under middagen blev der vanen tro fortæret en del drinks, men Clare var klar til at fortsætte med at indtage de våde varer efter maden. De fleste ved bordet var trætte efter en lang dag med konferencer, så Sam var den eneste, der accepterede hendes invitation til at fortsætte i baren.

Clare var lykkelig. Nu havde hun alletiders mulighed for at networke med chefen - under fire øjne.

De snakkede sammen over et par drinks, men pludselig skete der noget, som Clare overhovedet ikke havde set komme.

Befølte hende under trusserne

Efter en tur på toilettet stak han sin ene hånd ind mellem hendes ben. Med fingrene befølte han hendes underliv inde under trusserne, ifølge Clare.

Hun reagerede instinktivt og slog Sams hånd væk. Den brødebetyngede chef undskyldte med det samme sin handling - og bad Clare om ikke at fortælle det til sin kæreste, af frygt for Rods reaktion.

Det gjorde Clare rasende. Efter at have krænket hende, tænkte Sam tilsyneladende mere på sit eget velbefindende end på sit offers.

Hun forlod baren med det samme, og dagen efter ignorerede hun Sam, selvom han flere gange forsøgte at tale med hende og undskylde sin opførsel aftenen forinden.

Clare overvejede sin situation. I hendes optik havde hun kun tre muligheder. Enten kunne hun lade som om det aldrig var sket. Ellers kunne hun gå til firmaets HR-afdeling. Men der var også den tredje mulighed: at udnytte chefens overgreb til sin egen fordel.

Hun valgte sidstnævnte.

Hævnen er sød

Clare skrev en mail til Sam og bad om et møde under fire øjne samme dag.

Da de mødtes på resortets kaffebar, undskyldte Sam igen sin opførsel. Men så overtog Clare styringen med samtalen.

»Jeg lover dig, at jeg ikke går til HR. Jeg vil ikke ødelægge din karriere,« sagde hun.

»Men jeg forventer, at du også gør noget for mig.«

»Ja, jeg er så ked af det. Jeg vil gøre lige, hvad du beder mig om,« svarede Sam.

»Jeg vil forfremmes.«

»Det er hermed gjort,« lød svaret prompte fra den brødebetyngede chef.

Clare fik et ordentligt lønhop, og er siden steget yderligere i graderne, mens Sam forlod firmaet et års tid efter hændelsen.

Den dag i dag fortryder Clare ikke, at hun udnyttede hændelsen til at score en forfremmelse. Hun er overbevist om, at det havde været frugtesløst at gå til HR, idet hun var en lille fisk, mens Sam var en af firmaets øverste chefer.

Derfor føler Clare ikke, at hun kunne give chefen en lærestreg på andre måder, end den hun valgte.