Uenigheder mellem to parter i samme nabolag endte fredag med en sigtelse mod en 47-årig dame fra Kølvrå for dødstrusler. Truslerne var rettet mod en fireårig pige.

Ifølge den 47-årige havde den lille piges mor truet hendes kat. Truslerne om at skære halsen over på den lille pige skulle være en slags hævn for episoden. Det skriver Viborg Folkeblad.

Nabostrid er ikke noget sjældent fænomen. Ifølge DR har næsten hver anden dansker været i én. Men en nabostrid er ikke en undskyldning for de voldsomme trusler, siger politikommissær Jesper Brøndum fra Midt- og Vestjyllands Politi til Viborg Folkeblad:

»Der findes en hel del stridigheder mellem naboer og genboer, og ofte mægler vi lidt mellem parterne, men når man fremsætter sådan en trussel, så er det ikke længere for sjov,« siger han til avisen.

Hele situationen udspillede sig omkring Solsortvej i Kølvrå, hvor den 47-årige nu sigtede kvinde bor nær genboen og den lille datter.

Dramaet begyndte ifølge den 47-årige dame med, at hendes kat ofte havde vandret rundt inde hos genboen, der er en 31-årig kvinde og mor til den fireårige.

Her skulle genboen have truet med at gøre noget ved katten, hvis den ikke holdt sig væk.

Det tog den 47-årige tilsyneladende så nært, at truslerne efterfølgende blev en realitet.

Nabostrid er altså ret almindeligt, og det samme er stærke følelser for kæledyr.

Politiken har tidligere beskrevet, at flere og flere vælger et kæledyr i stedet for en kæreste eller et barn, og at danskerne i dag bruger flere milliarder kroner på deres kæledyr.