Hun er 17 år, bor i den lille by Karlslunde på Sjælland og skal i 2.g efter sommerferien. På papiret er Julia Sofia Aastrup en helt normal pige – lige bortset fra at mere end 60.000 følger hendes liv på YouTube.

For første gang nogensinde hædres danske YouTube-fænomener ved awardshowet Guldtuben den 1. august. Og her er 17-årige Julia Sofia Aastrup en af de nominerede –  blandt andet i kategorien ’Årets YouTuber’.

Du har måske ikke hørt om 17-årige Julia Sofia Aastrup fra Karlslunde, men det er der næsten 65.000 YouTube-brugere, der har. De følger dagligt Julia Sofia Aastrups opdateringer på sociale medier og ser med, hver gang hun udgiver en ny video om make up, rejser eller personlige problemer fra hverdagslivet – og de videoer har Julia Sofia Aastrup fået en ret god karriere ud af.

En shoppingtur kickstartede karrieren

Julia Sofia Aastrup har altid haft interesse for film- og medieverdenen. Som 10-årig begyndte hun at lave sine egne kortfilm, hvor hun filmede dyr i haven, og hun begyndte også at se film på YouTube med andre unge, der delte ud af deres hverdag. Det var dog en shoppetur og en stor pose make up fra MAC, der blev starten på YouTube-karrieren.

LÆS OGSÅ: Det startede med maveproblemer: 21-årige piger skaber dansk is-succes uden fløde

»Jeg havde fået en shoppetur i fødselsdagsgave og havde brugt alle mine penge på MAC-makeup, og så tænkte jeg, at det var et godt tidspunkt at vise det frem på. Så jeg snakkede som en lille mus foran et kamera på mit værelse og var helt stille, så mine forældre ikke skulle opdage det. I dag er det en af mine mest sete videoer, og det er lidt pinligt, men også meget sjovt,« fortæller Julia Sofia Aastrup, der bare få måneder efter sin første video pludselig havde 10.000 teenagepiger som abonnenter.

Derfra gik det stærkt, og hun blev kontaktet af virksomheden Splay, der er en virksomhed, som samler YouTube-fænomener under ét tag og hjælper dem med sponsoraftaler og samarbejder. Herfra blev Julia Sofia Aastrup pludselig også til en god forretning.

35.000 kroner på en god måned

I skrivende stund har Julie Sofia Aastrups YouTube-videoer tilsammen 9,8 millioner visninger, og en enkelt populær video kan sagtens runde over 400.000 visninger. Den slags trafik gør, at Julie Sofia er populær blandt virksomheder, der ønsker at sælge deres produkter til den teenagemålgruppe, hendes videoer har godt fat i. Det gør også, at det vælter ind med sponsoraftaler fra alt fra bogforlag til rejsebureauer, ligesom virksomheder køber annonceplads på YouTube-videoerne. Julia Sofia Aastrup tjener med andre ord flere penge end de fleste 17-årige.

»På en god måned kan jeg tjene en almindelig fuldtidsløn, så i min øjne er det en sindssygt god forretning, og jeg kan virkelig mærke, at det kommer an på, hvor meget jeg arbejder for det. Hvis en video får mange visninger, tjener man meget. På en god måned tjener jeg 34-35.000, og den måned jeg har tjent allermest, tjente jeg 38.000,« fortæller Julia Sofia Aastrup, som dog ikke siger 'ja' til alle sponsoraftaler, der kommer ind ad døren.

»Jeg vælger det, jeg har interesse i at snakke om. Jeg bliver nogle gange kontaktet af virksomheder med højtalere eller panserglas, og det siger jeg ikke ja til, for det er ikke relevant for min blog. Men et forlag har jeg f.eks. sagt ja til, fordi jeg gerne selv vil være med til at få danske unge til at læse mere,« forklarer Julia Sofia Aastrup.

LÆS OGSÅ: 10 år med YouTube: Hvor mange videoer kan du genkende?

Opskriften på succes: Ærlighed og den rigtige timing

Brugerne af 17-årige Julia Sofia Aastrups YouTube-univers er piger i alderen 10-25 år, og især de 10-13-årige er meget dedikeret, oplever Julia Sofia Aastrup. Hendes egen forklaring på YouTube-bloggens store succes er til dels timing. Hun startede sin blog op på et godt tidspunkt, før der kom for mange som hende – og så bruger mange fans hende som en slags virtuel veninde eller storesøster, der deler ud af hverdagsproblemer og glæder, som hendes fans også selv oplever.

»Jeg giver mange storesøsterråd, så frem for at få råd fra forældre, er det her mere på et venindeplan. Mine fans kan fornemme, at det er et menneske, der snakker til dem, og jeg kan mærke på den respons, jeg får, at de kan lide, at det hele er så ærligt,« siger Julia Sofia Aastrup, der blandt andet har lavet personlige videoer om vægttab, kropsidealer og eksamensstress.

Presset for at blive på toppen

Selvom Julia Sofia Aastrup sagtens kunne hellige sig livet som YouTuber på fuldtid, prioriterer hun at få sin gymnasieuddannelse fra Ørestad gymnasium i København. Men ved siden af arbejder hun også på en bog for People’s Press, og så skal YouTube-universet udvikles endnu mere, hvis karrieren skal holde – for der er mange dygtige derude.

»Det er gået godt, men der er mange om buddet og folk bliver dygtigere og dygtigere, så det er vigtigt at følge med. Jeg kan ikke bare blive ved med at sidde på værelset og snakke om min læbestift, det kan ikke måle sig med hvad andre laver. Jeg har overvejet at tage til USA, men så kan det godt være, jeg må tage en pause fra gymnasiet. Man må jo smede, mens jernet er varmt,« griner Julia Sofia Aastrup.

Du kan se hele hendes YouTube-univers her, og få en forsmag med en af hendes mest populære videoer herunder: