Nok har han mistet sin kæreste, men til gengæld har han fået to stadioner opkaldt efter sig.

26-årige Sebastian Keenan er afhængig af at spille computerspillet Football Manager, men det har dog kastet den ære af sig, at han har indskrevet sig i Guiness Rekordbog for at have gennemført 170 sæsoner af spillet, der i sandhed må betegnes som en tidsrøver. Han har dermed rekorden for det længste Football Manager-spil nogensinde.

I løbet af de otte år, han har spillet computerspillet, har den unge brite stået i spidsen for klubber som Real Madrid, Barcelona - hvor han gennemførte 30 sæsoner i træk- inden han valgte hjerteklubben Oxford United. I begge de spanske storklubber har han gjort det så godt, at han har fået deres respektive stadioner opkaldt efter sig.

Interessen og passionen for spillet begyndte, da han startede som studerende på Newcastle University, og kun en kæreste har kunnet få ham til at holde pause fra at dirigere rundt med spillerne og staben i de klubber, han har været manager for.

Kærligheden til computerspillet oversteg dog kærligheden til kæresten, og Sebastian er derfor single.

»Vi er ikke sammen mere. Det er ikke nødvendigt at sige, at man ikke får spillet synderlig meget, når man er i et forhold,« siger han til Daily Mail.

Han er dog en glad mand efter at have fået sit navn i Guiness World Records.

»Det føles skønt. Venner har vurderet det til den største anerkendelse, som nogen af os vil modtage. På kontoret bliver der råbt ’legende’, og så har Oxford United også lykønsket mig,« fortæller Seb Keenan til Daily Mail.