BT har taget en snak med direktøren i Team Danmark, Lone Hansen, oven på den skuffende danske præstation ved vinter-OL 2018 i Pyeongchang i Sydkorea.

Næststørste danske hold til vinter-OL og forventninger om top seks-placeringer og gode resultater. Hvordan synes du, de har præsteret?

»Vi må sige, at det er lidt blandede bolsjer. Vi har den ene top seks med Viktor (speedskater Viktor Hald Thorup, red.), der får en femteplads til sidst, så det er superflot. Så har vi curling, hvor vi har haft en satsning i forhold til herrerne, hvor vi meget gerne så, at de lå og blandede sig omkring medaljerne. Vi er nødt til at sige, at det ikke er tilfredsstillende, hvad de præsterede med sidstepladsen.«

En forkølelse, en der taber sin ski og to sidstepladser i curling. Er det ikke ligefrem pinligt?

»Vi kan i hvert fald konstatere, at Danmark ikke er en vintersportsnation. Vi gør os ikke gældende i toppen. Men det vi også ser herude, det er, at den internationale konkurrence bare bliver skarpere. Der bliver rustet mere op, og det skinner tydeligt igennem.«

Andre lande som New Zealand, Australien, Lichtenstein og Letland har fået medaljer på trods af, at de heller ikke er vintersportslande. Hvorfor har Danmark ikke det?

»Det er altid svært at sige, og vi havde med satsningen af curlingherrerne også en tro på, at de kunne lave et resultat. De har tidligere fået en VM-sølvmedalje og har gjort sig gældende. Det er svært at sige, hvad der gør udslaget den her gang.«

Skal Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund gøre noget anderledes?

»Når det handler om Team Danmarks arbejde, så går vi ind og investerer der, hvor der er et potentiale for at kunne konkurrere med op i toppen. Det skal vi hjem og evaluere på, om vi stadig ser, at der et potentiale for samarbejde. Derfor tager vi en tur, hvor vi kigger hinanden dybt i øjnene og ser på den næste periode.«

Er det, du har set til det her vinter-OL, godt nok?

»Nu blev det lidt blandet. Med en femteplads med Viktor, så tæller det opad. Men det er ikke tilfredsstillende at have to sidstepladser i curling. Så nej, det er ikke tilfredsstillende, og det kan det heller ikke være for curlingspillerne.«

Burde Danmark overhovedet være med til vinter-OL?

»Vi kan konstatere, at bortset fra speedskating, har vi svært ved at gøre os gældende i toppen. Nu kommer er der en ny fireårig periode, og der skal vi se, om der er potentiale, og om der er noget på vej, der skal satses på. Men der skal være et potentiale, før vi smider pengene efter det.«

Du har udtalt, at I smider ret store beløb efter de her atleter. Hvor meget er det?

»I curling har vi investeret lige godt fem millioner kroner ind de sidste fire år. I speedskating er det et nyt samarbejde, hvor vi har lagt omkring 250.000 kroner i et samarbejde, hvor vi har været med til at finansiere landstrænerløn.«

Skal de fortsat have de penge?

»Vi gør normalt det, at vi evaluerer, når vi kommer tilbage til Danmark. Derfor er det for tidligt at tage den beslutning.«

Skal man smide penge efter nogen, hvor der ikke er en realistisk chance for en topplacering?

»I sport er der ikke altid en forudsigelighed i, at der hvor man investerer, også er der, det giver et afkast. Så der skal vi også have en is i maven i forhold til vores investeringer og ikke tage beslutninger på baggrund af enkelte resultater.«

Tidligere direktør i Team Danmark Michael Andersen sagde inden Viktor Hald Thorups femteplads, at resultaterne har været dårligere end nogensinde, og han kaldte det en fiasko. Er du enig?

»Det er klart at, hvis vi havde talt sammen før den sidste runde med Viktor her, så vil jeg sige, at det i hvert fald er skuffende. Det har ikke levet op til forventningerne med to top-seks-placeringer. Det er ikke tilfredsstillende. Og hvis du talte med mig i går, så var det også skuffende.«

Er Danmark repræsenteret ved vinter-OL i 2022?

»Det er da et rigtig godt spørgsmål. Det kan jeg ikke svare på, for det er Danmarks Idrætsforbund, der udtager atleter til vinter-OL. Men det er tydeligt, at vi ikke er en vintersportsnation, og når vi som Team Danmark støtter op om de her atleter, så skal der være et potentiale, og det er også derfor, at vi kun har støttet op om curling og speedskating. Så må tiden vise, om det er speedskaterne, der er fremtiden, eller
om curlingspillerne kan sadle om og gøre sig gældende fremadrettet.«