Det er ikke tit, at medier håner atleter, der misser kvalifikationen til de olympiske lege.

Men der gælder tydeligvis andre spilleregler i vintersport-disciplinen langrend og den store rivalisering mellem nabolandene Sverige og Norge.

Denne gang gik det ud over langrendsstjernen Petter Northug, som blev vraget af det norske landshold inden vinter-OL i Pyeongchang.

Journalister fra den svenske avis Expressen havde lugtet blod og havde transporteret en stikpille med fra Sverige til Sydkorea.

Stikpillen var en papfigur i menneskestørrelse af selveste Petter Northug. “Ham” stillede de frem foran mikrofonen til det norske landsholds pressemøde til stor latter for de fremmødte journalister.

Der blev både stillet spørgsmål og taget billeder af skiløberen, inden den norske pressechef lukkede og slukkede festen ved at fjerne papfiguren.

Svenskerne elsker at hade Petter Northug, som har vundet flere guldmedaljer til både OL og VM. Men det er ikke uden grund.

Udover rivaliseringen mellem landene har Petter Northug ved flere lejligheder prikket til svenskerne med provokerende hilsner.

»Kong Carl Gustav, kan du høre mig? Björn Borg, Ingemar Stenmark, I fik en kæmpestor røvfuld,« sagde han i 2011 efter at have vundet et skiløb.

Tidligere var Sverige den store nation indenfor skisport. Men nu har nordmændene taget stærkt over. De sidste 20 år har 'lillebror' siddet solidt på tronen.

Norge er med 36 medaljer også det land, der indtil videre har vundet flest medaljer til dette års vinter-OL i Pyeongchang. Sverige ligger på en sjetteplads med 11 medaljer.