Hun kom, hun så, og hun skræmte formentlig de andre.

For den blot 18-årige Eileen Gu imponerede i kvindernes slopestyle-kvalifikation ved OL i Beijing.

Ikke nok med, hun her fik 93,75 point – en score, der var mere end rigeligt til at gå videre allerede efter første run – så tog hun lige en tur mere.

Guldfavoritten kørte også andet run, og her imponerede hun og satte en stor, tyk streg under, hvorfor hun med rette er blandt bejlerne til metal ved legene.

Da Eileen Gu var igennem, stod der nemlig 95,50 point på tavlen til kineseren, der nok har gjort konkurrenterne meget nervøse inden finalen fredag.

»Det kunne godt være et statement til resten af feltet: 'I skal prøve på noget helt specielt for at slå mig!'« lød det da også fra begejstrede engelske kommentatorer, da det stod klart, at hun havde sikret sig finalepladsen i overlegen stil.

Eileen Gu er født i USA og opvokset i San Francisco med en amerikansk far og en kinesisk mor. Den dag i dag bor hun stadig på det amerikanske kontinent – men konkurrerer altså under det kinesiske flag. Noget, hun har gjort siden 2019.

Som kun 18-årig har hun allerede præsteret at være verdensmester ved halfpipe- og slopestyle-disciplinerne, ligesom hun har vundet bronze i big air. Også ved X Games har hun hevet 'tungmetaller' med hjem – blandt andet af guld.

Eileen Gu har i den grad også fået sit internationale gennembrud ved årets OL, hvor hun har vundet guld i freestyle skidisciplinen big air.