Der har været gang i den natten til søndag ved OL i Sydkorea.

Sveriges curlingherrer kunne ikke leve op til favoritværdigheden i lørdagens finale mod USA.

Men for de svenske kvinder gik det anderledes godt i finalen ved vinter-OL i Pyeongchang, hvor svenskerne søndag besejrede Sydkorea 8-3.

Det var tredje gang, at Sveriges curlingkvinder vandt guld ved vinter-OL, og svenskerne er tilbage på tronen efter sølv i Sotji for fire år siden.

- Bare det at tænke på rejsen får mig næsten til at græde, siger skipper Anna Hasselborg ifølge nyhedsbureauet Reuters efter sejren.

- Sydkoreas hold har virkelig gjort det godt og arbejdet hårdt de seneste år, og jeg har meget respekt for det hold, siger hun.

Sydkorea kom ind til finalen med en overraskende dominerende turneringsstatistik i bagagen. Værtsnationen vandt otte af ni kampe i gruppespillet og slog blandt andre de danske curlingkvinder undervejs.

I finalen mod Sverige gik det dog knapt så godt. Godt nok kom Sydkorea på 1-0 i første ende, men Sverige tog point i både tredje, fjerde og femte ende og distancerede på den måde sydkoreanerne.

Skipper Hasselborg og co. så sig ikke tilbage, og i syvende ende blev det helt afgjort, da Sverige scorede tre point og kom på 7-2.

Sidste ende blev ikke spillet, da det stod klart, at Sydkoreanerne ikke kunne nå svenskerne.

Japans kvinder tog lørdag bronze med en sejr over Storbritannien. Dermed tog to asiatiske lande medaljer i disciplinen.

Før årets vinter-OL havde blot et enkelt asiatisk land fået medalje. Det skete i 2010, da Kina tog bronze ved OL i Vancouver.

Danmarks curlingkvinder var med i OL-turneringens gruppespil, men her endte de danske kvinder blot med en enkelt sejr og sluttede derfor på sidstepladsen.

I ishockeyfinalen mellem Tyskland og Rusland levede russerne op til favoritværdigheden.

I søndagens finale vandt russerne, der stiller op under olympisk flag på grund af den officielle udelukkelse af Rusland, 4-3 over Tyskland.

Den afgørende scoring blev sat ind i forlænget spilletid, efter at den ordinære spilletid endte 3-3. Kirill Kaprizov blev matchvinder.

Tyskland havde højst overraskende fundet vej til finalen med en sejr på 4-3 over de canadiske storfavoritter i semifinalen.

Canada tog lørdag bronzemedaljer med en sejr på 6-4 over Tjekkiet.

I finalen mod de russiske turneringsfavoritter blev det ikke til en ny sensation for det tyske mandskab.

Fra kampens tog russerne teten. I første periode havde Rusland dobbelt så mange skud på mål som tyskerne.

Med et halvt sekund tilbage af første periode lykkedes det russerne at komme på tavlen. Tyskerne kunne ikke få pucken ud af egen zone, og Vyacheslav Voinov fik tid og plads til at smække den i mål til 1-0.

Tyskland svarede dog igen med små 11 minutter tilbage af anden periode. En kontramulighed endte hos Felix Schütz, som sendte den i nettet.

Efter en videogennemgang blev målet godkendt, og så var kampen pludselig helt lige.

Stillingen var 1-1 ved indgangen til tredje periode, hvor tyskerne tog teten i starten. Men det var russerne, der kom på 2-1 med små syv minutter igen på et mål af Nikita Gusev, der bankede den ind fra en spids vinkel.

Føringen holdt dog kun i få sekunder, før pucken lå i nettet i den anden ende. Tyskerne kørte den rundt, og Dominik Kahun scorede.

Den pludselige målfest i slutningen af tredje periode fortsatte, da en scoring i hver ende gjorde det til 3-3.

Den dramatiske kamp fandt sin ende i den forlængede spilletid, da Kirill Kaprizov smækkede bolden ind i toppen af målet.

De olympiske atleter fra Rusland har ved vinterlegene vundet 17 medaljer, men søndagens ishockeytriumf var blot den anden guldmedalje.

168 atleter fik lov til at stille til start ved vinter-OL. To af dem er siden blevet taget for doping

Tyskland overgik tidligere søndag Norge i antallet af guldmedaljer ved vinterlegene, da det tyske firemandshold i bobslæde vandt guld.