Flere norske deltagere ved Vinter-OL i Sotji har modtaget psykologhjælp, efter den kvindelige langrendsløber Astrid Uhrenholdt Jacobsens bror døde uventet fredag.

Mens et imponerende festfyrværkeri blev skudt af ved fredagens festlige åbning af Vinter-OL i Sotji, Rusland, blev der holdt krisemøde blandt flere af skiløberne i den norske lejr.

Fredag aften meddelte det norske skiforbund nemlig, at broderen og træningskammeraten til den 27-årige langrendsløber Astrid Uhrenholdt Jacobsen pludselig var død.

- Stemningen er trykket, men vi prøver, så godt vi kan, at koncentrere os om det, der skal ske i dag. Det hele er meget rørende, og der var mange tårer i går, men jeg tror det var godt for alle, siger landstræneren for de norske skiløbere, Vidar Løfshus, lørdag morgen til VG

Han henviser til, at fire af de norske kvinder allerede lørdag skal i kamp. Dette gælder dog ikke Astrid Uhrenholdt Jacobsen.

I stedet stiller den 27-årige skistjerne og tidligere VM-guldvinder blandt andet op i sprint, som afvikles tirsdag den 11. februar. Men efter meddelelsen om broderens død er det nu uvist, om hun bliver i Sotji, eller om hun rejser tilbage til Norge.

- Det har vi ikke taget stilling til endnu. Det er en proces, hun selv styrer. Så må vi se, hvordan det fungerer for hende. Hun er på vej til træning snart, siger Vidar Løfshus lørdag morgen.

Flere af kvinderne på det norske skilandshold har har kendt Astrid Uhrenholdt Jacobsen og hendes bror, siden de var børn og har derfor et tæt forhold til søskendeparret. Fredag aften modtog flere af dem psykologhjælp fra Norges medrejsende idrætspsykolog, oplyser Vidar Løfshus.

Norge var det land, der vandt flest medaljer ved de seneste vinterlege i 2010 og er også spået til at hive adskillige medaljer med hjem ved legene i Sotji.