Den amerikanske skistjerne Lindsey Vonn bliver beskyldt for at være anti-amerikansk efter sin afstandstagen til den amerikanske præsident, Donald Trump.

Livet som superstjerne er ikke altid lige let. Mens de bedste sportsatleter vader i succes og penge, skal de også leve med, at de er både elsket og hadet. Det er ofte loddet som en offentlig person. Og så er det ligegyldigt, om man hedder Cristiano Ronaldo, Chris Froome, Caroline Wozniacki eller Lindsey Vonn.

Og netop Lindsey Vonn har nu fået ‘haterne’ at føle, efter hun er blevet udsat for lidt af en hetz på de sociale medier. Det sker, efter hun tilbage i december udtalte sig til den amerikanske tv-station CNN.

»Jeg håber at skulle repræsentere det amerikanske folk og ikke præsidenten,« sagde hun og tilføjede, at hun ikke ville besøge Det Hvide Hus, hvis hun skulle gå hen og vinde en medalje i den sydkoreanske by Pyeongchang.

Det har nu udløst mange negative kommentarer rettet mod den amerikanske stjerne om, at hun ikke er amerikansk.

»Det sårer mig, når folk siger sådan noget, for det er ikke sandt. Jeg er den mest amerikanske person, man kan finde. Jeg er fra Minnesota - fra landet. Jeg elsker mit land, og jeg elsker at konkurrere for mit land. Jeg er så stolt over at være her og repræsentere USA,« sagde hun ifølge BBC.

Nogle af de mest voldsomme kommentarer på Twitter, som Lindsey Vonn er en flittig bruger af, indebar også ønsket om, at hun ville komme slemt til skade under et løb.

Lindsey Vonn er ikke den eneste amerikanske sportsstjerne, der har taget afstand til den amerikanske præsident. Sidste år var basketball-holdet Golden State Warriors, der vandt mesterskabet i NBA, ikke forbi præsidenten, som der ellers er tradition for i USA. De viste så lidt interesse for det, at Donald Trump valgte ikke at invitere dem.

Også flere spillere fra NFL-holdet Philadelphia Eagles, der for nyligt vandt Super Bowl, har gjort det klar, at de ikke vil deltage i besøget til det Det Hvide Hus.

Lindsey Vonn, der har vundet adskillige World Cup-løb, har da også svært ved at holde munden lukket, men har valgt at ignorere de mange kritikere i første omgang og i stedet fokusere på sit kommende løb.

»Jeg har lyst til at sige en masse, men jeg føler ikke, at tiden er til det. Jeg har brug for at fokusere på mine løb, og det er det vigtigste for mig lige nu. Mine holdninger har ikke ændret sig, men lige nu skal fokusset ligge på min sport.«

Den 33-årige amerikanske skiløber endte lidt skuffende som nummer seks i Super-G, men har mulighed for at hente en medalje, når hun onsdag stiller op i styrtløbet.

Lindsey Vonn har vundet en enkelt OL-guldmedalje tidligere. Det var i Vancouver tilbage i 2010.