Hollywoodstjernernes coach er faldet med et brag for Vild med dans-værtinden, og har inviteret hende til USA.

Da coachen Ivana Chubbuck i slutningen af oktober holdt seminar for danske skuespillere i København, var der en helt speciel pige, der fangede hendes opmærksomhed.

Hun blev nemlig ret betaget af Vild med dans-værtinden Christiane Schaumburg-Müller, der afslutter det populære program på fredag.

Så betaget, at hun har inviteret den lyshårede skuespillerinde til USA.

- Hun var ret vild med mig, og spurgte om jeg ikke ville have lyst til at tage nogle timer hos hende i USA, fortæller Christiane Schaumburg-Müller, der ikke vil lade den mulighed passere.

- Det vil jeg enormt gerne, og jeg overvejer at gøre det til januar, hvor der er lidt mere ro på i branchen her hjemme, siger hun.

Selv om timerne hos coachen, der både bliver brugt af Brad Pitt og George Clooney, måske kunne føre tilbud med sig om roller i film i USA, så er livet som feteret Hollywoodstjerne ikke det, der står øverst på Christiane Schaumburg-Müllers ønskeliste. Ikke så længe det går så godt for hende, som hun føler, at det gør i øjeblikket.

- Jeg synes lige, at jeg har fået kørt min karriere i stilling her i Danmark, der sker så mange fede ting for mig. Men altså, jeg ville da nok ikke sige nej, hvis jeg fik tilbudet om at være med i en film derovre, griner hun.

/ritzau/