Danseren Frederik Nonnemann har indset, at det giver pote, når han lærer Lene Beier at danse med en hård tone.

Da fredagens afsnit af Vild med dans løb over de danske tv-skærme, var det tydeligt for seerne, at noget havde ændret sig ved tv-værten Lene Beier efter hendes tur på dansegulvet med danseren Frederik Nonnemannn.

Den ændring er sket i træningslokalet, hvor den professionelle danser har ændret sin undervisningsteknik overfor "Landmand søger kærlighed"-værten.

»Vi er kommet dertil, hvor Frederik har skruet bissen på. Han har prøvet med gulerod i lang tid, men nu er det pisk i stedet,« siger Lene Beier, som tager den nye læringsmetode rigtig godt til sig.

»Vi har prøvet med frihed under ansvar, men nu prøver vi i stedet med noget kassepsykologi,« tilføjer Fredeik Nonnemann.

Årsagen til Frederik Nonnemanns nye greb på Lene Beier skal findes i den latindans, som parret skulle danse fredag.

»Det var vigtigt for mig, at vi dansede den rumba ordentligt, for det er min yndlingsdans,« siger danseren og fortsætter:

»Jeg gik op i kjolen og alting, men det ville falde på gulvet, hvis hele pakken var så flot, og dansen så faldt til jorden.«

Der er dog på ingen måde dårlig stemning mellem det blonde dansepar.

»Frederik er ikke sur, men han er bestemt, og han vil have, at det skal lykkedes. Det er virkelig en god ting,« siger Lene Beier.

Parret afslører, at de fra uge til uge arbejder meget med målsætninger.

»Først sagde vi, vi ville have over ni point. Så fik vi 11, men røg i omdans. Så var målet, at vi ikke ville ryge i omdans. Så fik vi 11 point og gik videre. Så var målet, at vi skulle have over 11 point. Så fik vi 14,« siger Frederik Nonnemann, der også fortæller, at den samme slags målsætning finder sted i træningslokalet.

»Jeg siger til Lene, at hun skal kunne hele dansen til musik samme dag, selv om vi ikke har taget et eneste trin endnu. Vi har tre timer, let's go,« griner danseren.

»Og det virker jo,« siger en begejstret Lene Beier.

I næste uge skal parret danse en quickstep, hvor Lene Beier særligt skal være opmærksom på sin holdning, som hun tidligere har fået hug af dansedommerne for.

»Og vi træner ikke ét skridt videre, hvis hun kommer til at miste holdningen,« griner den bestemte danselærer.

/ritzau/FOKUS