Ulykkerne vælter ind over TV2' populære underholdningsprogram 'Vild med Dans'. I sidste uge var der drama om Line Kruses deltagelse, fordi hun havde fået trykket to ribben og forstrakt en muskel. Nu er det husorkesteret der er ramt.

Trommeslager og kapelmester Claes Antonsen har nemlig brækket armen, skriver tv2.dk.

Trommeslageren var på fødselsdagtur i anledning af Thomas Helmigs 50-års fødselsdag i næste uge. Turen gik til Skotland, hvor selskabet blandt andet skulle køre på off-road-motorcykler. Den tur kom til at koste Antonelli Orchestras trommeslager en brækket arm.

- Jeg aner faktisk ikke, hvad der skete. Jeg husker bare, at alt pludselig blev hvidt, og så husker jeg, at jeg kravlede ud af maskinen og forsøgte at sige til Thomas og Keld, at jeg var ok. Men min arm hang bare så underligt, så den ville jeg sætte på plads, men den faldt ligesom bare ud til siden igen. Og jeg kunne se knoglerne stikke ud i huden, siger Claes Antonsen til tv2.dk.

Armen er brækket to steder, mens albue og håndled er uskadte, men Antonsen må stadig se frem til en længere pause. Ifølge tv2.dk vil Antonsen fortsætte som kapelmester, mens trommerne bliver overladt til Jan Lysdahl, der har spillet med blandt andet Kim Larsen og Birthe Kjær.

Så det bliver altså med en ny mand bag trommerne, når Vild med dans kører fredag aften, hvor den fjerde danser i rækken skal sorteres fra.