De får topkarakter af dommerne og er storfavoritter hos bookmakerne.
Den 41-årige skuespiller Louise Mieritz og danseren Silas Holst er uden tvivl et at årets bedste par i TV2s ’Vild med dans’.
Og det burde de også være. Den 41-årige Louise Mieritz er nemlig langt fra amatørdanser. Hun er til gengæld meget vant på et dansegulv og har danset, siden hun var barn. Derfor mener flere, at hun har et stort forspring i forhold til sine konkurrenter i programmet.
På diverse hjemmesider giver hun også udtryk for, at hun er en habil danser. Hun har bl.a. danset ballet, indtil hun var 12 år, og derefter forsatte hun på Fame-skolen, en danseskole på Amager. Og siden hun blev uddannet skuespiller, har hun medvirket i flere musicals, hvor danseprøver har været en fast del af arbejdet.
Louise Mieritzs dansekundskaber har skabt debat på flere internetsites. Ligesom bt.dk har også fået en stribe henvendelser fra både seere og danseinteresserede, der er forundret over, hvordan skuespilleren kan konkurrere på lige fod med andre kendte, der aldrig har danset før.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Louise Mieritz.
Men Silas Holst forklarer, at det på ingen måde er en hemmelighed, at Louise Mieritz har gået til dans.
- Vi har været åbne omkring det hele tiden. Hun har gået til ballet som barn og jazzballet, da hun var 15 år. Men dans er mange ting, og hun har ikke gået til standard/latin, siger han og fortæller, at det ikke er en fordel, at Louise Mieritz har danset før.
- Hun møder ofte op med en forestilling om, hvad dans er. Og så skal jeg til at pille de balletfødder af hende, siger han. Men han vil godt erkende, at hun har masser af rytme i kroppen.
- Hun har masser af musik og rytme i kroppen. Men det er noget, hun er født med. Ligesom rigtig mange andre, siger han.
Hos TV2 ser man heller ikke et problem i, at Louise Mieritz har gået til dans i flere år.
- Selvfølgelig har vi vidst, at Louise har gået til danse. Men det her er ikke en danseturnering. Det er et underholdningsshow, hvor det er vigtigt at have det bedste cast. Og det synes jeg, at vi har i år, siger underholdningschef i TV2, Gitte Madsen.
- Vi har haft mange andre med tidligere, der også har danset i musicals eller været med i andre ting, hvor dans har indgået. Og jeg mener ikke, at de har bedre forudsætninger for, at vinde ’Vild med dans’, end en folkekær tv-vært eller en elite sportsudøver, siger hun og fastslår, at hvis TV2 mente, at Louise Mieritz var overkvalificeret, så havde hun ikke fået lov til at være med.