Lyt til artiklen

'Vild med dans'-værten Andrea Elisabeth Rudolphs udmelding til bt.dk om, at hun stopper som vært, kommer bag på underholdningsredaktør Gitte Madsen, TV2.

- Vi er overhovedet ikke nået så langt i processen, at vi har været i kontakt med værterne, så det overrasker mig da at se Andreas udtalelser, siger en uforstående Gitte Madsen til bt.dk.

Hun afviser, at TV2 har planer om at droppe fredagsshowet, der har været et af TV2´s helt store efterårshit i de sidste par år.

- Alt afhænger jo af, om vi kan caste nogle spændende deltagere, men det siger vi jo hver gang, og mon det ikke også vil lykkes i år, lyder det fra 'Fru Vild med Dans'.

Andrea Elisabeth Rudolph kom med sin udmelding i forbindelse med Danish Beauty Awards, hvor hun til sin egen overraskelse og meget bevæget takkede for en grøn pris til et af sine ellers så udskældte cremprodukter:

- Jeg har besluttet, at jeg har lavet Vild med dans for sidste gang. Jeg har lavet det fem gange, og jeg har været enormt glad for det. Jeg elsker det program, men nu er det også bare tid til at komme videre og lave noget nyt.