Det kan godt være, at han har sprunget ud af flyvemaskiner, høje bygninger og brændende biler. Men derfor kan det godt være en udfordring at springe i et par bolerosko og danse tango foran en million tv-seere.

Hollywoodskuespiller og stuntmand Sven-Ole Thorsen rejser om få dage til Danmark for at deltage i TV2s 'Vild med dans'. Og det bliver noget af en prøvelse, fastslår den snart 65-årige dansk/amerikaner til b.t.dk.

- Jeg er jo blevet folkepensionist og er ikke helt ung længere. Jeg har fået lavet to nye knæ, to nye hofter og to nye ankler. Og den sidste operation var i maj, så det her bliver nok den største udfordring nogensinde, siger han.

Sven-Ole Thorsen bliver også alderspræsident i 'Vild med dans'. Og selv om fysikken langt fra er, hvad den har været, glæder han sig alligevel til at hoppe ind på Danmarks største dansegulv.

- Jeg har gået til dans som barn, men det er jo lang tid siden. Men jeg elsker musik og har masser af rytme, og det er jo vigtigt. Desuden har jeg altid været god til at lære ting uden ad. Og til at improvisere, lyder det fra Sven-Ole Thorsen, der kan skrive flere store Hollywoodfilm på cv’et.

Han fik sit store gennembrud i 'Conan the Babarian', mens hans største rolle må siges at være som Tigris of Gaul i 'Gladiator', hvor han spillede overfor Russell Crowe og danske Connie Nielsen.

Sven-Ole Thorsen har boet i Los Angeles siden 1985. Men de næste tre en halv måned rykker han til Danmark.

- Selv om jeg ikke når hele vejen til finalen, har jeg tænkt mig at blive i Danmark til sidst i november. Jeg elsker Danmark. Det er jo mit fædreland. Desuden har jeg tænkt mig at bruge tiden på at arbejde med den amerikanske oversættelse af min bog 'Stærk mand i Hollywood', siger han og fortæller, at han normalt bor ved sin søster eller hos venner, når han er i landet, men at han endnu ikke ved, hvor han skal bo denne gang.

Under opholdet i Danmark, fylder Sven-Ole Thorsen 65 år. Det skal fejres med en stor fest, hvor blandt andet hans gode veninde Grace Jones kommer. Sven-Ole Thorsen er også gode venner med Arnold Schwartzenegger, men han vil ikke ud med, om hverken den californiske guvernør eller Grace Jones kommer til at sidde blandt publikumsrækkerne og heppe på den 194 cm høje og 125 kilo tunge stuntmand, når han danser rundt i 'Vild med dans'.

- Men mon ikke jeg får nogle gæster, mens jeg er her, siger han hemmelighedsfyldt. Det er ikke første gang, at en stuntmand stiller op i 'Vild med dans'.
I 2006 vandt David Owe tv-konkurrencen sammen med partneren Vickie Jo Ringgaard. Men om det er en fordel at være stærk og smidig, kan Sven-Ole Thorsens endnu ikke svare på.

- Det er svært at sige. Min bedste ven er disciplin, og jeg går altid efter målet. Det viste jeg blandt andet som verdens stærkeste mand. Så det er måske en fordel, siger han og fortæller, at han glæder sig til at møde sin dansepartner.

- Jeg ved endnu ikke, hvem det er, da det skal være en overraskelse. Men jeg funder ud af det i næste uge. Jeg håber bare, at hun ikke er højere end mig. Jeg kan bedst lide kvinder, der ikke er for høje, griner han.

'Vild med dans' får premiere i midten af september. Indtil videre har TV2 bekræftet, at svømmeren Lotte Friis skal være med. Ligesom der går rygter om, at Miss Danmark-pigen Lisa Lents og Aqua-sangeren Rene Dif skal være med.

Det er ikke første gang, at Sven-Ole Thorsen deltager i et dansk underholdningsprogram. For tre år siden var han med i ”Showtime” på DR1.