Fredag aften tog 'Vild med dans'-semifinalen en chokerende drejning, da fodboldlegenden Allan Simonsen røg ud af TV2's dansekonkurrence. Han faldt på sms-stemmerne, der ellers har været hans redning uge efter uge, mens Uffe Holm og Mie Skov blev sendt direkte videre til finalen.

Nu kan bt.dk afsløre, at der var et totalt nedbrud hos TDC i en stor del af det tidsrum, hvor tv-seerne kunne afgive deres sms-stemmer. Nedbruddet berører samtlige indholdstakserede sms'er fredag aften fra kl. 21.18.

Og da seerne kunne afgive deres stemme helt frem til klokken havde passeret 22, kan det ikke undgå at påvirke afstemningen. Alt andet lige har det første par på gulvet - Uffe Holm og Karina Frimodt - altså haft længere tid til at få stemmer i forhold til de to øvrige par. Seerne har altså skullet være hurtigere på tasterne, hvis de ville stemme på par 2 med Allan eller par 3 med Mie Skov efter parrenes anden dans, der fandt sted lige inden nedbruddet.

Sms-nedbruddet bliver bekræftet af TDC's kommunikationsrådgiver, Povl Damstedt Rasmussen.
- Der har været et sms-problem med såkaldte indholds-takserede sms’er, og fejlen var løst klokken 23.34. Det vil rent teknisk sige, at alle sms'er har ligget i kø og er først rullet ud efter kl. 23.34, erkender TDC's Povl Damstedt Rasmussen.

Det vil sige, at samtlige sms'er til 'Vild med dans', der er afsendt efter kl. 21.18 og berører TDC's net, er gået tabt.

Det inkluderer både TDC's egne kunder, samt mobilkunder hos teleselskaberne Telmore, Onfone, Fullrate, der kører over samme telenetværk. Sammenlagt udgør det omkring halvdelen af det samlede mobilnetværk.

- Det er da smadder ærgerligt, og det kan vi jo altid kun beklage, når det sker. Det er jo irriterende for dem, der benytter sig af det og bliver påvirket af det, siger han.

TDC vil ikke sætte tal på, hvor mange sms'er, det drejer sig om og refererer til TV2.dk, som godt var klar over, at der var et problem med sms-trafikken.

- Der har været en dialog mellem Unwire, der står for TV2's sms-stemmer og vores tekniske TDC-personale i går aftes, bekræfter Damstedt Rasmussen.

Han understreger, at alle de seere, der har sendt sms'er forgæves, ikke bliver afkrævet de 5 kr. pr. besked.

- Hvis de her sms'er først er gået igennem, efter konkurrencen har fundet sted, vil beskederne ikke blive takseret. Det vil sige, at du ikke skal betale for det produkt, du ikke har fået, lyder det fra TDC's kommunikationsrådgiver, Povl Damstedt Rasmussen til bt.dk

TV2 er endnu ikke vendt tilbage på bt.dk's henvendelser. (Læs de efterfølgende artikler, hvor TV2 svarer, red.)