Femte program blev sidste program

Fire gange har den populære og dygtige danser og koreograf, Silas Holst, danset sig og sin kendte nydanser til finalen i Vild med dans. En gang har han vundet og tre gange er han blevet nummer to, som også var tilfældet i fredags.

Men i det ny nummer af BilledBladet afslører Silas Holst, at hans femte program Vild med dans blev hans sidste.

- Det her var den sidste gang Vild med dans for mig. Jeg har været med i fem år, det er fjerde gang, jeg står i finalen. Jeg vandt sidste år med Sophie Fjellvang-Sølling, og jeg får aldrig en danser igen, der er så god som Louise (Mieritz, red.). Jeg har opnået alt, hvad man kan opnå i Vild med dans, og jeg har givet det, jeg kan, så nu tænker jeg, at i år var sidste gang. Jeg trænger til en pause og til at komme videre, siger Silas Holst til ugebladet, der kommer på gaden i morgen.

Men nu skal man jo ikke være alt for skråsikker her i tilværelsen. Derfor tilføjer han:

- Men jeg ved godt, man aldrig skal sige aldrig.

Dermed åbner den populære danser muligheden for at vende tilbage på Danmarks vildeste dansegulv næste år, hvor programmet har 10 års jubilæum. Det vil helt sikkert glæde hans mange fans.