(I videoen kan du se Sofie Lassen-Kahlke træne med Michael Olesen.)

Flere seere af dette års udgave af det populære underholdningsprogram 'Vild med dans' røg fredag aften til tasterne, efter dommeren Jens Werner hev den højeste karakter frem, da skuespilleren Sofie Lassen-Kahlke og hendes partner, Michael Olesen, havde danset.

Nogle af seerne mente nemlig, at dansedommeren udviste en klar favorisering af netop det par.

Som den eneste af programmets fire dommere hev han topkarakteren 10 frem, mens de andre gav to otte-taller og et ni-tal, efter skuespilleren og hendes partner havde danset.

»Jens Werner, du er så nem at læse, vidste du kom med et 10-tal, men de er jo også dine favoritter,« skriver seeren ‎Birte Zingenberg‎ på Facebooksiden for 'Vild Med Dans'-programmet, mens Charlotte Venstrup Nielsen skriver:

»Hvor er Jens Verner bare for meget, som dommer må man IKKE have en favorit.«

Jørgen Rosenlund Nielsen skriver videre:

»Hvornår holder Jens Verner op med at overgå i karakter til sin egen elev.«

I alt fik Sofie og Michael 35 point af de fire dommere i danseprogrammet.

Det er dog ikke kun dommeren Jens Werner, som seerne mener har en klar favorit. Blandt andet bliver dommeren Britt Bendixen beskyldt af seeren Ina Hagbarth for at have en klar favorit i danseren Thomas Evers Poulsen, der danser med kokken Dak Laddaporn Wichangoen.

»Britt har tydeligvis Thomas som favorit - Vorherre bevars,« skriver hun på Facebook.

Gitte Frode mener, at alle dommerne helt tydeligt har hver deres favoritter.

»Dommerene har tydeligt deres favorit-par. Det kommer ikke som nogen overraskelse,« skriver hun.

ARKIVFOTO.
ARKIVFOTO. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

De tilbageværende dansere i programmet er - udover Sofie Lassen-Kahlke - skuespiller Iben Hjejle, kok Dak Laddaporn Wichangoen og håndboldspiller Daniel Svensson.

Af de fire par har tre været i omdans.

Kun Daniel Svensson har ikke været i omdans endnu, og skulle man tro på den statistik, vil håndboldspilleren gå hen og vinde. Men det er ikke oddssætternes vurdering, forklarer Danske Spils oddsansvarlige, Peter Emmike Rasmussen.

Han tror i stedet mere på ‘Kærlighed ved første hik’-stjernen Sofie Lassen-Kahlke som vinder.

»Sofie Lassen-Kahlke og Michael Olesen står stærkest, fordi vi igennem mange shows har set, at de har været de bedste dansere sammen med Iben Hjelje og Morten Kjelgaard. Indtil i sidste uge havde vi stor tiltro til, at Sofie Lassen-Kahlke også var seernes kæledægge, men det kom vi lidt i tvivl om, eftersom hun var i omdans. Men jeg har en ide om og en tro på, at hun ikke kommer til at stå i farezonen,« siger han.

Vinderen af dette års 'Vild med dans' findes ved finalen fredag den 24. november i Forum Horsens.