Det er kutyme, at de kendte, der stiller op i ’Vild med dans’ på TV2, får et honorar for deres medvirken. Det burde folketingspolitikeren Astrid Krag også få, men sådan forholder det sig ikke.

Astrid Krag har nemlig valgt at takke helt nej til et honorar og får dermed ikke så meget som en femmer for sin deltagelse.

- For mig giver det fin mening at sige nej tak til honorar, når jeg netop har et fuldtidsjob ved siden af. ’Vild med dans’ er noget, jeg laver i min fritid, mens jeg passer mit job som folketingspolitiker. Det er ikke et arbejde for mig, siger Astrid Krag til tv2.dk.

Den tidligere sundhedsminister bruger ellers adskillige timer om ugen på danseprogrammet, hvor hun danser sammen med Thomas Evers Poulsen. Og fornøjelsen og dansepartneren er løn nok i sig selv, siger hun.

- Det er en kæmpe stor gave at få lov til at være med. Ud over at jeg er så heldig at få privat dansetræning af en så dygtig danser som Thomas, følger der jo også en masse andre ting med. Jeg får syet kjoler specielt til mig, jeg får makeup lagt af nogle af de bedste i landet, jeg bliver stylet af en masse dygtige mennesker. Og så har jeg som en ekstra bonus allerede tabt mig seks kilo, siger Astrid Krag, der i seneste udsendelse scorede 12 point af dommerne for sin frække pasodoble.

Når hun ikke slår sig løs i træningslokalet og på dansegulvet, fungerer Astrid Krag som skatteordfører hos Socialdemokraterne.