Singer-song skriveren Rasmus Nøhr tøvede ikke et sekund, da folkene bag Vild med dans spurgte ham, om han ville være en af nydanserne i den niende sæson

Og det på trods af han faktisk næsten ikke kendte programmet andet end af navn.

- Jeg har faktisk kun set et program af Vild med dans. Og det var hjemme hos min mor, fordi jeg har ikke noget fjernsyn selv, fortæller Rasmus Nøhr til bt.dk, da de 10 par blev præsenteret for pressen på Børsen i København.

Men selv om Dig og mig i Europa-sangeren altså ikke rigtig kender programmet, så var han en af gæstesolisterne sidste år og var inviteret i studiet for at spille sammen med The Antonelli Orchestra. Her sang Rasmus Nøhr Søs Fengers kendte sang 'holder øje med dig', som fem par dansede en fælles wienervals til.

- Der kunne jeg se, at folk var så trygge og så så glade ud., Så da muligheden for at få alle de dansetimer kom, sagde jeg da: Haps, den snupper jeg, fortæller sangeren og ser glad ud.

For der er ingen tvivl om, at han glæder sig meget til træde ind på Danmarks mest kendte dansegulv i studiet på Amager på fredag den 7. september, hvor det første program af Vild med dans begynder.